95
Hodet. «Tala om aat mei Du Vechla mi!» Det er som fra Dagene, da hun var Barn.
Ingeborg tager Tag om Moderens Fang med begge Arme.
«Je skulde aldrig ha gjort dette je Mor!» siger hun derinde.
Moderen tier og vugger.
«Saa, saa!» trøster hun.
«Nei, nei, nei! Je skulde aldrig ha gjort detta je Mor!» kommer det anden Gang, og Hulken begynder paany.
«Nei, nei — det er slemt,» svarer Moderen; hun vugger med Hodet, mens hun taler, og Hænderne stryger hele Tiden Datteren.
«Men det blir vel en Raad — bare alt Folket er vel unda!» Hun sidder og vugger lindt som før.
«Slig Skam, om nogen skulde faa vite om det!» Hun smaasnakker og stryger.
«Bare alt Folket var vel unda,» gjentager hun — «saa blev det vel en Raad. En lyt styre sig,» føier hun til.
Ingeborg tier. Tanken paa Bygdesladderen og den store Skam tog hende og døved de andre Tanker.
«Du faar tenkje paa øs au — en lyt styre sig; saa har je faat gjøra.» Moderen reiser sig langsomt.
Der drages en tung Suk. Tanken paa, at Moderen havde havt sit at lide, dulmer hende egen Smerte. Og Stund efter Stund vinder hun under Moderens milde, erfarne Tale efterhaanden sin Fatning tilbage. klæder sig ordentlig paa Plagg for Plagg og stiller sig tilslut foran Speilet.»
