«Gonatt!»
Siri gaar.
Og under de dunkle, sodede Slinder i Koven paa den gamle Stue fra Nedigaard leves Nedigaardsfolkets Slægtsskjæbne videre i sin hemmelige Kval og Lyst.
Solen stod høit paa Himmelen den anden Bryllupsdag. Bortover Vestagrændens Gaarde sov Bryllupsfolket endnu i Kammers og i Stuer, paa Laaver og i Løer, alt eftersom det kunde falde sig og eftersom der var Rum til. En og anden Gubbe, som havde lagt sig tidligt, var paa Færd mellem Husene; Tjenestefolket og alle de, som havde med Madstellet at gjøre, gik fra Stabur til Kjælder, fra Udhus til Stue paa de to Bryllupsgaarde; for ved Totiden kom alt Folket op, og da skulde Middag spises.
Borte ved Sagkrakken oppe ved Vedskjulet paa Nedigaardstunet stod Thore Strand, Sønnen, barhovedet med det sorte, kortklippede Haar og røgte sin Cigar. Han mysed af og til mod Solskinnet; thi nu havde han ikke Guldbrillerne paa. Øinene var graadunkle og rødt anløbne efter Gaardsdagens hidsende Liv og den stærke Søvn derefter; Hovedet sad lidt ludt mellem Skuldrene.
Han stirred af og til mod Gammelstuen, som om han vented nogen, tog saa sit Lommetørklæde op af Brystlommen og pudsed sin Næse med en
12 — Bull: Østerdalskongen.
