86
I Nedigaardsstuen brused anden Dans under
Hvælvene. Nu kom Ungdom frempaa, og al den
kjipne, opsparede Sommerkraft gav sig Luft. Gulvet
var yrende fuldt; hele Stuen stod i Røg. Bruden
var anden Gang paa Gulvet; denne Gang dansed
hun med Broderen. Da han med et kort hørbart
Pust førte hende ud af Dansen og paa Plads, saa
hun op paa ham, spørgende. Thi nu var Brudgommen
paa Gulvet og de to alene.
Han nikked til hende, næsten alvorlig.
«Jeg har Brev,» sagde han.
Hun blekned mærkbart.
«Fraa Byen?» spurgte hun.
Han nikked igjen.
«Fraa ’n Karen?»
«Ja, det er nok fra hende.» Han taug; thi nu kom Brudgommen atter og satte sig. Og videre og vildere drev Dansen Kvelden frem og Natten ud under Latter og Larm ude og inde, Klinken af Glass, Slag i Bord og høirøstet Tale, mens Skumring og Svalhed sank og Ungdom gik paa Æventyr udover de dunkle Jorder eller drev tre og fire henover de graanende Veie.
Fjernere ude ved Skigarder eller Udhuse fyldte dæmpet Tale af to og to Stilheden; hist og her smøg en Gut sig frem til en Jente, hvis hvide Skaut lyste frem af Mørket, der hun stod; men andre Unggutter passed paa, og det, de to havde tænkt, blev opsat til hemmeligere Møde.
