84
komme, og dansed bedøvet videre med næsten lukkede Øine, ligeglad over al Verdens fortvivlede Ve eller Lykke.
Nu sad hun atter i Sofaen, dybt aandende ved Siden af Brudgommen. Han strøg med Ærmet Sveden af Panden og saa paa hende. Hun maatte se paa ham et Sekund — men slog straks Øinene ned og kjendte en vemodig Gysen, som om hun skulde dø eller fare langt langt bort fra alt paa Jorden. I sin Ve søgte hun med sine Øine Broderen, den eneste, med hvem hun kjendte sig i Slægt og som havde noget af det, hun for alle Tider havde sagt Farvel. Nu førte han op sammen med Faderen, som efter Skik og Brug dansed med sin Hustru Siri Nedigaard. Og Ingeborg fik igjen Herredømmet over sig selv ved at se paa sin Far og Mor, som dansed, han med et halvt Smil midt imellem Erindring fra det forsvundne og Stolthed over det, som var, hun i vemodig Andagt, som dansed hun al sin Fortid til Graven.
Og efter de to kom Sønnen, den fine, byklædte Mand, den erfarne Danser fra Byens Baller, med Brudgommens Søster i tungt Følge, han overlegent smilende med løftet Pande og elastisk strakte Ben, hun andægtig med Hodet paa Held og nedslagne Øine, ærbar og tro efter Skik og Brug.
Alle de andre saa paa disse; thi endnu maatte ingen anden danse. Og Thore Strand, der han dansed, følte sig som hele Bygdens Haab, Østerdalskongens Søn, den som skulde føre det nye
