10
Bygden laa og taug, Grænd for Grænd. Det
røg Snedrev fra Hustagene; Skigaarden var ikke
længere at se; det nedsneede Hundehus ved Grinden
syntes bare som et svart, rundt Hul i det
hvide. Men i Ly, paa den brunstegte Staburvægg,
hvor Stormen ulte gjennem halvaabne Glugger og
Frost knigsed i den spekte Veirhane over Klokketaarnet,
hang Elgsdyrhoderne med Hætter af Sne
paa Hornene og de grinende Bjørneskaller med
Sneslag over den magre Snude.
Intet Menneske var at se langs de øde Veie; intet Tingel hørtes. Alle sad inde efter Naturens Vis og Aarhundreders Vane og lod Uveiret gjøre sin Gjerning.
— — —
Forbi Kirken og nordover Grænden arbeided en Hest sig frem gjennem Stormen; en Huskomhei gled stille efter og satte sit brede Spor.
Manden, som kjørte, med Veiret og det pidskende Snedrev bent i Bringen, stirred fra kolde graa Øine under rammsvarte Bryn ende frem, som vilde han bore Vei tvers igjennem selve Nordenstormen. Ulveskindspelsen graaned lubbent under Snelaget; den brune Pensylvanskindshue var drivende hvid.
Svepen sad i venstre Haand færdig til Slag, med Snerten slængende langs Slæden; de tversnudede Slagstøvler stod spændt i Fadingen. Tømmerne i høire Haand regjeredes af Greppvaattens Greb; bag Skjæggets frosne Maske hersked den ihopknebne Munds retskaarne, trodsige Linje dybt inde.
