76
de vasblaa Øine i det slidte Ansigt stirrende ret frem mod Koret.
Brudgommen selv var i fine Klædesklæder, Haaret klippet og med nye, læderlugtende Sko, syede af Bygdens bedste Skomager; Ansigtet flunkende renvasket, de stærke Arbeidshænder i hvide, for smaa Handsker. Det kraftige Øre var gloende rødt; de graablaa, djærve Øine saa ned paa Salmebogen.
Nu taug Kimingen, og Salmen begyndte. Det kjendtes som en Lettelse for alle dem, som nærmest deltog; de nynned sagte med, mens Sangens store Bølge blev baaren af Klokkeren og alt Folket rundt omkring, som vented paa, hvad der skulde finde Sted.
Nu gav Klokkeren Brudens Fader det hemmlige Tegn. Knut Strand reiste sig i stor Værdighed og gik med langsomme Skridt over til sin Datter, tog hende ved Haanden og førte hende mod Koret.
Fra Brudgommens Stol fulgte Faderen; bag reiste Forloverne sig og stod ved sine Stole.
Per Nordigard kom frem til Koret med forsigtige Skridt, snubled lidt med de nye Sko mod Kortrinnet, men tog sig i det og stod nu ved Siden af Bruden som plantet; Hænderne holdt han, den ene over den anden, fremfor sig. Bruden stod hele Tiden med nedslagne Øine og stirred ned paa Rosenbuketten, som hun holdt i foldede Hænder.
Nu traadte Præsten frem med Formularbogen, løfted de hvidnende Bryn, saa udover de to og videre
