73
«Nei itte ikveld lel,» svared hun. Der var
slig Forladthed i Stemmen.
Per Nordigard vendte sig paa Hælen, saa bortover, gik langsomt og svingende langs Gjærdet frem til Grinden, aabned og lukked og gik samme Vei paa den anden Side af Skigarden borttil hende.
Hun havde Lyst til at springe, men stod. Det skylled som en Bølge over hende, at nu skeede det.
Da han var kommen lige borttil, stansed han.
«Ska vi gaa op att?» spurgte han ganske stille. Hun saa op, blyg.
«Ja gjinne det,» svared hun.
Saa gik de uden et Ord Side om Side opover den kveldgraa Sti, Skogsveien.
Kommen did op, hvor den lille Vei bøier af mod Smedjen, der, hvor den graa Sten ligger lige ved Smedjegrinden, stanser Per Nordigard.
«Minns Du her — sidst?» siger han med underlig bristende Maal.
Hun svarer ikke.
«Aa nei — Du minns fuill itte —» det kom forsagt.
Hun drager Aanden.
«Aa je kunde fuill mindes au,» hvisker hun; hun har Fornemmelse af en stor, enkel Magt, som hun ikke kan modstaa.
Med ét kjender hun ham tage sig, kjender sin Kropp i hans Arme, hans stærke Ansigt indmod sig og hans Mund fast paa hendes!
10 — Bull: Østerdalskongen.
