68
sundt; hun kjendte den stærke Em lige hid, og hun kunde se Jenterne blive jaget og tagne i Fang af stærke Arme dernede; det fôr igjennem hende med slig forvildende Fornemmelse.
Næsten uden at vide, hvad hun gjorde, og uden at tænke paa, hvad som vilde følge, snudde hun, der hun stod, gik lige ind, tog sin lyse Sommerhat af, slængte et Skaut af Bygdens over Haaret, bandt et Kasttørklæde rundt Skuldre og Bryst og gik langsomt nedover.
Moderen mødte hende ved Svalstenen.
«Gaa itte langt naa,» sagde hun; hun saa opmærksom paa hende.
Ingeborg gled forbi, men stansed ikke.
«Nei,» sagde hun. «Bære nordover Veien her.»
«Ja, det er godt Veir,» sagde Moderen; hun gik ind.
Men da hun var kommen for sig selv, smilte hun.
Ingeborg Nedigaard bøied af mod Veien, som førte ned til den gamle Gaard. Det var, som om en uimodstaaelig Drift førte hende did. Kommen et Stykke ned i Veien stansed hun og lyed. Hun hørte Larmen af de glade Stemmer og saa det flakkende Lys med den blaanende Røg stige. Men bagom hørtes Fosseduren.
Hun kjendte sig medét angst og fremmed; det var, som om hun ikke hørte til mellem dem dernede. Nu lo det igjen; Jenter skreg; hun syntes medét Bringen vilde briste. Endnu stod hun;
