67
Længsel efter at leve. Og hun begyndte at se sig om mellem Bygdens Ungdom, Jenter og Gutter, og kunde blive ganske tagen ved deres Skjemt og Lek. Ret, som det var, graat hun da for sig selv og syntes, der var ikke Mening i hendes Liv; en liden Stund efter gled en prøvende Tanke hen til Per Nordigard; men den døde straks i Sorg og Vemod; thi det unge Ansigt derinde fra Byen steg atter: det fornemme Sprog, som hun nu næsten ikke længer magted, hørtes atter og alle de fagre Minder og Haab kom drivende. Nu stod hun der ved Skigarden og stirred og fornam Jonsokkveldens unge, dragende Stemning mest paa Graaten mellem Længsel og Sorg.
Hun stod helgeklædt med en lys Sommerhat over det smaakrusede Haar; hun syntes, hun aanded trangt i Korsettet.
De sang og lo dernede, stærke, glade Røster; Rop af Jenter skar indimellem — og saa atter betagen Latter. Nu var det sidste Solgløt faldt; Skumringen og den lyse Sommernats hemmelighedsfulde Liv begyndte.
Kveldsjingler vaaged sig frem og fløi vildrende, men satte sig snart ind; thi det var endnu svalt i Luften; Akerriksen skar og snerped, men taug atter og gik sin hurtige Gang gjennem det korte, unge Græs. En Maaltrost begyndte deroppe i Gransnaret nord om Gaarden; det hørtes saa ensomt i Kveldstilheden. Men Luerne dernedefra og den blaanende Røg lokked saa livgivende
