58
den farlige Frysning af Vinterlighed, men ænsed den ikke. Hun laa og stirred ud i det store, høiloftede Staldtrævrum derude; de sortnende Bjælker med de skarpe, lysende Strimer af Solskinnet derudefra bar tusind Minder. En Spurv, som havde forvildet sig ind paa Trævet efter Græsfrø, fløi flaksende rundt i Dunkelheden, stødte an mod Væggen med de lysende Solstrimer og faldt med skrabende, sopende Vinger langs Stokkene ned i Høet, hvor den blev siddende med aabent Næb dybt aandende, for efter en liden Stund atter at lette og gjøre det samme om igjen, og om igjen, indtil den ikke aarked mer og blev borte i Høet.
Ingeborg Nedigaard tænkte paa, at nu var alt for hende slut; alt det forunderlig fremmede, som var bleven hende kjært gjennem alle disse Aar derinde i Byen — nu var det som en død Drøm; nu skulde hun stænges inde heroppe. Hun, som havde seet sig selv som en fin Mands Hustru mellem dannet Folk derinde, hun skulde blive Kone paa Nordigard!
Det skar til med en uendelig Smerte, en dump Dødsens Fornemmelse, og hun brast igjen i Graad der hun laa, ensom og forladt af alle.
Og de, som vilde sligt, det var hendes egen Far og Mor. Det kunde ikke ske, det kunde aldrig i Verden ske!
Hun reiste sig halvt, men slog sig atter ned med Hænderne for Øinene.
Hun begyndte at tænke omigjen og bagover
