48
Dag vilde der komme en Karjol kjørende opover og svinge ind paa Gaarden. Han vilde stige ud og sidde i den store Stue og tale med Forældrene — og saa vilde hun komme. Dagen efter vilde alle i Bygden vide det. De vilde kjøre til Kirke i den nye Trille og hele Bygden stirre efter dem, der de sad i Nedigaardsstolen, og hun vilde være uendelig glad. Saa vilde de følges og altid være sammen og gaa i Hemmelighed de dulgte Skovveie ned til Elven, der Gammelgaarden laa. Der, skjærmet af Elvesusen og de store, svarte Graner, bagom Løen med alle de blaa og røde Blomster og det unge Græs — der vilde han kysse hende — aa Gud han kunde faa gjøre alt, hvad han vilde!
Saa Aaret efter var der Bryllup Midtsommer; al Bygden var buden og kom kjørende efter Vielsen den nye Vei op til Nedigaarden, men hun og han først i den nye Trille med Svarten og Ungbrunen forspændt. Og der var Dans og Glæde hele Kvelden frem, og alle Bygdens unge Karer, hendes Barndoms Kjendinger, stirred paa hende, som var tagen fra dem og som nu sad der i sin Bydragt, en ung Dame ved Siden af ham, den konditionerte Mand. Og saa blev det Nat, og saa gik de, de to, mens Dansen og Larmen hørtes som en fjern Foss. Saa gik de til Brudekammeret der inderst inde ovenpaa med Lys og drivhvide Gardiner — og saa var hun hans — alene med ham, og alt sluktes! Aa Gud! Hun pressed sine Arme mod hinanden og skalv, der hun laa. Og
