45
«Du skulde ha set’n her ivaar!» Han holder
Hesten an. «Han stod lige opunder; men —
Brua ho held ho.» Der var Triumf i Stemmen.
Saa kjørte han videre.
Ingeborg Nedigaarden saa frem under Byhatten; hun kjendte de hvide Huse paa Nedigaard og den rødmalte Gammelstue ovenom.
Der fôr en næsten fælen Hjemfornemmelse gjennem hende. Alt var ligesom saa smaat og saart Nu steg Faderen af og aabned Grinden; thi nu kom de til Gaardene. Der stod Nordigardsgampen i Tjor; hun kunde mindes den som Unghest, fra hun var Barn. Der flagsed en syv otte Skjærer kring Nystusmedjen; der holdt de altid til, havde ogsaa Rede i Trærne bagom.
Og der ovenom Vasrenden med de gamle Kværne paa Velstu stod endnu det faldefærdige Stabur; Hunden stod paa Hundehuset ved Siden, gjøed hæst og logred med den korte Halering samtidig; den graaned hvidstiklet rundt Snuden; de klare, brunblaa Øine var omgivne af Ælde.
Ingeborg Nedigaard kjendte det stige blankt til sine Øine og trykke for Bringen; men hun sagde intet. Kun at hun indvendig tænkte og nu paa Bygdens Sprog: «Nei, saa onderligt!» Saa drog hun en dyb, skjælvende Pust.
Faderen gik ved Siden og kjørte de skumvaade Heste. Nu var de over den sidste Bæk, hvis kjendte Silder risled som Vemod gjennem Ingeborg Nedigaards Sanser; Faderen stansed Hestene,
