23
«Det er anden Vei naa,» sagde han. Saa drog
han rake Veien sydover øverst i Lien.
Siri sagde ikke stort, prøved at smile, men maatte vende Hodet bort.
Saa medét snudde hun sig og saa tilbage.
«Undre mig paa Buskapen,» sagde hun.
Knut Strand gik fort med Hesten efter sig i Bigslet.
«Let den bare gaa,» sagde han; Hesten lagde ud, saa Sadelen slang; det slog Gnister efter Hovslag mellem Stenene.
Da Kvelden faldt, stod Siri Nedigaard fremme ved Hafællen deroppe ved den nye Gaard i Lien, stirred udover og graat. For dernede, dybt under, laa de øde Tomter efter Nedigaardhusene. Det hvidned paa Buskapen i det grønne kring Hustomterne; der hørtes saare, undrende Raut. Saueflokken stod ventende ved Saufjøsets gamle Tomt; Buhunden sad paa det efterglemte Hundehus og ulte saart.
«Aa jø, aa jø!» jamred hun, mens Taarerne trilled. Atmed hende, med Hænderne hugget i hendes Skjørt, stod en liden lyshaaret Jente og saa op.
«Moer!» sagde hun.
«Aa jø, aa jø!» jamred Siri igjen. Saa taug hun medét. Der kom nogen.
«Er det nogen udpaa der med Kuen?» spurgte Knut Strand stærkt — han stod lige bag hende Siri snudde sig og strøg Taarerne. Saa smilte hun sit lyse Smil.
