19
Men Siri, den krushaarede, rundfaldne Jente
med de milde Øine og den skjære Hud, gik omkring
i Stuen og stelte og smilte alt i ét.
Saa slukked hun paa Aaren, tog Skoene af sig, aabned sagte Klinken, gik over i Sommerstuen paa Ramnen og lagde sig der. — — —
Paa Høstkanten samme Aar var Knut Strand kommen anden Gang til Nedigaard, og denne Gang var han kjørende med egen Hest.
Han gav sig god Tid efter Dalens Skikk; men inden Kveld var han kommen frem med sit Ærinde, og næste Dag, da han fôr, var alting afgjort. Otte Dage efter Jul stod der Bryllup i Nedigaarden, Bondes Bryllup, efter gammel Vis.
Den Gang var det, at Brudgommen, Knut Strand, da en af Gjæsterne fra ytre Bygden klaged over de skrøbelige Veie didop til Øverbygden, svared med de djærve Ord:
«Naar Dotter mi staar Brur, ska det væra Kongevei aat Øverbygden!»
— Knut Strand retted sig braat i Huskomheien og vaagned af sine Tanker; Svarten havde stanset og stod; der laa en Snefonn næsten mandshøi over Veien og det midt i selve Gaardene! Det lod til, der var bleven Vei til Øverbygden! Men bare vent!
