162
Dokteren saa hen i Veiret.
«Aa — legemlig Overanstrengelse eller Sindsbevægelse,» svared han. «Eller begge Dele paa én Gang.»
Sønnen saa ned.
«Er der noget at gjøre?» spurgte han endelig.
«Ja. Lad ham have det godt. Saa vil det vare længe,» sagde Dokteren; han rakte Thore Strand Haanden til Farvel.
Knut Strand betalte hver Mand sit og blev siddende paa sin Gaard. Sønnen kom sig aldrig fore med noget videre; om Vinteren laa han gjerne inde paa Salen eller Kammerset i den nye Bygning, som Faderen havde veget for ham; om Sommeren var han altid paa Færd mellem Nedigaard og en Sæter, de havde langt inde paa Fjeldet; did drog han, og derfra kom han ustanselig hele Sommeren frem som en urolig Samvittighed.
Men kjører Du Grænden op i den ensomme Afdal mellem Fjeldene og Du kommer til Nedigaard, da vil Du bag de gamle vindskjæve Glasruder oppe i Gammelstuen se et stirrende Rovfuglansigt, som straks trækker sig tilbage og blir borte. Det er Østerdalskongen, som sidder i sin Kubbestol med Rykninger i de gamle begjærlige Fingre og stirrer ud af blygraa sluknende Øine tilbage paa sit Livs Æventyr, hvis Mening han ikke kan forstaa.
