158
«Je aarker itte aa kommaa hem att!»
Faderen snudde Hodet halvt.
«En lyt nok aarke,» sagde han.
Sønnen ryster paa Hodet og staar som før.
Knut Strand tier og venter. Hesten slaar anden Gang Pusten.
«Saa, sæt dig paa att naa,» siger han lavt.
Sønnen gir et dybt Pust, stryger med Pelsærmet Sneen af Ansigtet og sætter sig langsomt paa Hundsvotten.
Saa kjøres der videre i dyb Taushed.
Kommen did, hvor Veien gaar lige ved det store Stup ned i Elven, stiger Sønnen atter af. Thi her er det farligt at kjøre.
Faderen kjører foran, men ser først tilbage paa Sønnen, som gaar.
Medét stanser Thore Strand. Faderen, som nu er naaet fremom Stupet, holder Hesten, reiser sig halvt i Slæden og ser sig tilbage. Da springer Sønnen bent ud i den dybe Sne ud over Stupet, men synker i til op paa Livet og blir staaende.
«Thore!» roper Faderen. Han slipper Tømmerne, kommer op af Slæden, ud i den løse Sne og dragende Veien sydover.
Thore Strand tog endnu et Skridt ud mod Stupet og stirred, forvildet, længselsfuld.
«Thore!» skrek Knut Strand. «Tenkj paa Mor dine!» Han er nu ganske nær, halvt springende i de tunge Slagstøvler og Ulveskindspelsen.
Thore Strand løfted begge Hænder strake op.
