157
Hestehoverne i de faste Driver og Dumbjældernes endeløse døvende Silder.
Færden gaar Gaardene forbi og over Broen. En og anden Gubbe med Stav eller Kjærring med Lime staar udenfor Husdøren, snur sig og stirrer efter dem, som farer; en og anden Hund gir et Glæfs ud fra Hundehuset, hvor den ligger. Og blaanende Røg slikker langs de rygende Murpiber, men tages straks af Stormen.
Slig har Fader og Søn kjørt nu i fire Dage, tause, nordover de endeløse Bygder, sovet hos Slægt om Nætterne i iskolde Kammerser og faret videre tidlig Dags efter stilfærdigt Farvel. Og paa begge Sider af Veien Liderne op har de seet den styrtede Skog og de vide, snebare Glap i Skogslændet.
Nu bøier Færden af til høire forbi Skrædderstuen og op over Graabergene. Sønnen stiger af og gaar for at lette Hesten; men Knut Strand sidder som før. Nu stanses der, midt i værste Knækken. Hesten snur Hovedet og ser bagover; saa slaar den Pusten dybt. Thore Strand snur sig og ser tilbage mod Dalen, hvor Kirken paa Høiden sortner med sit mørke Spir. Der farer en Dødsens Fornemmelse gjennem ham. Han var faren forbi Kirkegaarden, hvor Søsteren, Ingeborg laa; han havde stirret hen over den nedsneede Grav men ikke aarket at sige et Ord. Nu, da det talte til ham paa Afstand og han var saa nær Hjemmet, brast det hele, dødsovervældende.
«Nei, nei nei!» ropte han; han gjemte Ansigtet i de store, isnende Handsker.
