156
Det er sneyrende Nordenstorm i Dalen. Det ryger af de frosne Driver; det bæres som farende Slør høit tilveirs og ind over Skogen. Sneen ligger alenhøi, saa Skigardstaurerne knapt synes; Træerne staar vuggende og stønnende i den gresne Skog. Paa Kvist og nedfaldne Kroner lyser det guldrødt indover Skogteigene, hvor Tømmerhugstens Farsot har herjet; Stormen uler øde over de bare Hejer, hvor fordum Kjæmpetræerne, knoget Furu og smekker Gran, reiste sig trodsigt mod Uveiret. Langt inde lyser det unde Sneen paa de spekte Tømmerlunner; gjendrevne Tømmerveie anes paa kryds og tvers indover den vildsomme Ungskog.
Det sildrer af frosne Dumbjælder; en svart Hest arbeider sig frem langs Elvevoldsmoerne, der Vinden tager som værst. Stormkastene hujer gjennem dens svartbrune Man; den slider sig med vidtspilede Næsebor og krampespændte Lænder gjennem Driverne. Men bag i den brede Huskomhei sidder to. Foran i Sessen Knut Strand, Østerdalskongen, med høire Haand som en Jernklo om Tømmerne og Svepen i venstre, slingrende langs Siden. Det jernfaste Ansigt med Høgenæsen stirrer ende frem mod Veiret; Øinene er graa, iskolde, Munden ihop bidt med Skjægget snegjendrevet som en hvid Maske foran Ansigtet; Ulveskindspelsen er graahvid lubben med spekt Sne; den mørke Pensylvanskinds Hue har Snehat paa. Bag ham paa Hundskotten sidder Sønnen blek.
Der tales ikke et Ord; en hører bare Slaget af
