143
Hun tænkte paa gamle Tider, den Gang Gaarden
stod nede paa Sletten med Elvens store Dur
nær ved og Granskogen ensomt omkring.
Og hun drog en dyb, skjælvende Suk.
OTTENDE KAPITEL.
Otte Dage efter Ingeborg Nordigards Gravøl stævned Knut Strand alle Parthavere i det store Sagbrugskompagni til Møde i Skolestuen. De mødte alle og i god Tid; thi Brukets Affærer havde ligget dem tungt paa Sinde, og de længted alle efter at høre, hvordan det gik.
Knut Strand gik bent paa Sagen. Han satte sig i stor Værdighed i Høgsetet ved Vinduet, der Læreren brugte sidde, saa fast paa dem alle og sagde:
«Det er slemt, det je har aa fortæl; men det er inga Raa me di!»
De stirred alle.
«Bruket lyt slutte,» sagde han.
«Slutte!» Løsetten ropte det næsten ud.
«Ja. Aa det trast, ska vi faa att naae taa Pengøm vore!»
Han sagde det haardt; hans Ansigt var ubevægeligt som Jern.
«Men Du store Verdsens Onder da!» sagde Braasetten; han saa paa de andre, blekere i sit Ansigt.
«Aasdan er detta gaat teil?»
