142
«Ja. Det stryk hele Bruket!» Han tager Brevene.
Siri tier længe. Det er ligesom det ikke gjør hende stort dette sidste; det er som om det skal saa være nu, siden Døden kom i Huset.
«Gaar vi fraa Garøm?» spørger hun endelig, ganske stille.
Da reiser Knut Strand sig. Hans gamle Magt vender tilbage.
«Aa nei,» siger han i stor Trods. «Taa Garøm faar dem mig naa itte!»
Han gaar bort til Ovnen, aabner, kaster begge Brevene ind, lukker Ovnsdøren, snur sig og gaar ud af Stuen.
Siri Nedigaard blev staaende længe og stirre. Det lyste fort op fra Ovnshullet, med flakkende Flamme ind over Stuen, saa man saa de to ihopkneppte Hænder over Døren og de alvorlige Slægtsportrætter borte ved Sofaen. Det lyste eventyrligt op paa Geranium og Myrthe ved Blomsterhylden, og Tobaksbordet med de sølvbeslagne Merskumspiber fik flakkende Skjær af Flamme. Saa sank det hele sammen. En Hund gav Glæfs ude paa Gaarden; det smaldt i en Dør og blev atter stille. Men deroppe i Heldingen laa Gammelstuen mørkrød med hvidmalede Vinduesposter i Sneen og taug, sortnende.
Siri Nedigaard seg bort fra Bordet og frem til Stolen, hvor Knut Strand havde siddet. Hun satte sig og blev siddende længe.
