140
havde al Udsigt til at kunne dækkes. Brevet sluttede med den Erklæring, at, hvis Hundrede Tusen Kroner blev skaffet straks, saa skulde det hele greie sig med Glans, og saa kunde man næste Aar gjøre Regning paa Udbytte af Forretningen. Blev Summen ikke skaffet og Bankkreditten fremdeles negtet, da vilde Sønnen ikke svare for noget.
Haanden dirred, da Knut Strand lagde Sønnens Brev bort. Saa aabned han Brevet fra Banken.
Det var fra Bankchefen selv, som meddelte, at han efter i længere Tid at have lagt Mærke til Brugets Dispositioner og samvittighedsfuldt undersøgt dets Forhold og Udsigter havde fundet det stridende med Bankens Interesser at yde det videre Kredit. Det var hans personlige Overbevisning, at Forretningen var vokset dens nuværende Leder over Hovedet og at der var truffet Overenskomster og afgjort Salg, som vilde medføre betydelige Tab. Han vilde raade Bruget til snarest muligt at likvidere for at redde, hvad der endnu reddes kunde; thi fortsattes der paa den Vei, man nu var slaaet ind paa, vilde det ikke vare længe, før en Katastrofe vilde stanse det hele, og da vilde Kapitalen i sin Helhed gaa tabt.
Brevet sluttede med at bringe i Knut Strands Erindring det Raad, som han, Bankchefen, i sin Tid havde givet ham om at sætte en prøvet og dygtig Mand, kjendt med Hovedstadens og de store udenlandske Markeder, i Spidsen for Bedriften; var dette Raad i sin Tid bleven fulgt, saa var visselig aldrig den nuværende Misère indtraadt;
