139
Da Gravøllet ved Kveldstid var slut og Knut
Strand tung og træt gik hjemover fra Nordigard
til Nedigaard, mødte han Budet, som gik med
Posten.
Knut Strand stansed.
«Er det Brever?» spurgte han koldt og kort som vanligt.
Jo, der var Brever — to Stykker.
Der fôr som et varmt Stød gjennem Knut Strand. «Det var bra,» sagde han og gik.
Kommen ind tænder han Lys og gaar til Stuen; thi paa Bordet derinde bruger Posten at ligge. Han gaar fremtil med Lyset i Haanden, sætter det fra sig, sætter sig paa Stolen tæt ved og tager de to Breve. Det ene er fra Sønnen; han kjender Skriften; det anden er en fremmed Haand og har trykt Stempel; det er fra den Bank, hvor baade han og Bruget har sine Forretninger.
Det gaar kjøligt gjennem ham. Han aabner og læser, først Sønnens Brev og saa Bankens, og som han sidder der, den ensomme Mand ved det enslige Lys i den store kolde Stue og læser, tager hans jernfaste Ansigt graaere og graaere Let, og under de stirrende Øine stiger to røde Striber.
Sønnens Brev er langt med Forklaringer frem og tilbage og harme Udbrudd indimellem; men frem af det hele stiger klart den ene, uomstødelige Ting, at Banken har negtet Sagbruket videre Kredit og krævet store Summer indfriet. Dette er saa meget harmeligere nu, som der var Udsigt til stor Fortjeneste og Tabet paa Udlandet saaledes
