137
Knut Strand stod paa Gaarden og stirred, der
de lagde hende ned.
«Er det Liv?» spurgte han.
«Nei ho er slokne,» svared Langener.
Knut Strand sagde intet. Der kom bare et saart Jø, som brast. Saa snudde han sig og gik ind. Men da Moderens Jammer derinde var stanset og hun var kommen sig saa vidt, at hun kunde kræke sig op i Gammelstuen, hvor Ingeborg laa i samme Kammers, som da hun var Brud, stod Moderen paa Afstand og saa gjennem blanke Taarer paa det blekblaa sovende Ansigt med de dybtlukkede Øienlaag, som saa ned, og den hvide Pande med mørke tegnede Øienbryn derover.
«Ho ha’ stridd det værste ho,» sagde hun med bævrende Stemme; hun holdt Oppistukonen i Haand, mens de stod og saa.
Bagom stod Pær Nordigard, Manden, med Huen mellem begge Hænderne og de store graa Øine taareløse i det stærke Ansigt.
Men Knut Strand saa ingen.
SYVENDE KAPITEL.
Ingeborg Nordigard var begravet. Stordalens vemodige Kirkeklokker havde ringet over den vinterlige Ligfærd, og Følget var faret hjem gjennem Snefald og tungt Føre med Lugt af dampende Heste og Schuppskindspelse og vinterligt syngende Bjældesilder. Thi Dumbjælderne,
18 — Bull: Østerdalskongen.
