128
den og blev liggende. Hun stelte paa sit Forklæde med de magre, blaarøde Hænder; hun bandt det underlige gamle Plagg om Hodet fastere, tog et frossent Straa og bed paa det, mens hun laa og stirred hen, som om det var Sommerveir og Varme.
Skumring faldt; hun laa endnu og stirred hen. Fjerne Fornemmelser fra Ungdom og Glæde derinde i den store By kom og gik. Skolekammeraterne og den sørgløse Lek, Barneballerne mellem Byens fine Familier, det betagende Velvære af dannet Tale og festligt, straalende Mylder — det hele stod for hende i fjern Sol; og saa senere det frydefulde Samvær med ham og alt, hvad hun da drømte. Der var noget om, at han hemmelig havde holdt hendes Haand længe og seet hende ind i Øinene, til hun maatte slaa sine ned; — der var noget om, at han i en Dans ikke vilde slippe hende og hun havde kjendt sig som magtesløs og borte; — saa var det, at hun maatte gaa til sin Veninde, hans Søster, hver evige Dag — bare for kanske at træffe ham eller se ham og kjende denne usigelig frydefulde Fornemmelse. Og de vildfarne Tanker for videre: de var hemmelig forlovede; hun var faren hjem, og han skulde komme efter, og saa gik hun en Dag — nei en Kveld — ned over Lien til den gamle Gaard, der de dansed Sanctehans, og saa var han kommen, og han spurgte hende om mangt, og da de gik opover igjen, tog han hende og kyssed hende — aa! Ja saa, saa blev der Bryllup, og de var alene i
