123
Gagn. Ud mellem Folk vilde hun aldrig mer, holdt mest til paa Ramnen og borti Udhusene og klædte sig i underlige Klæder. Alt, hvad gammelt hun kunde finde fra sin Tid i Byen, hængte hun paa sig, og Barnet, den vesle Jenten, vilde hun klæde paa samme Maaden. Kom nogen til gaards, drog hun gjerne paa Skogen, og der begyndte hun nu at holde sig mere og mere, især Sommerstider. I Førstningen, som hun drog tilskogs, blev Manden fælen og tænkte, at noget kunde hænde; men altid kom hun hjem tilkvælds, og efterhvert begyndte baade han og Folket paa Gaarden at vænne sig til det.
Saa var det en Dag senhøstes, Knut Strand kom hjem fra Sæteren. Han var gaaendes og frøs; for Vinden stod haard fra Nord, og oppe i Fjeldbaandet var den første Nysne faldt.
Som han kommer ned mod Gaardene og netop gaar over Kværninga, faar han høre slig underlig Sang. Kommen vel over Aaen og ud af Fosseduren, saa han faar høre bedre, stanser han og lyer.
Det kom fra nogen, som gik opmed Elven; det skjønte han. Og han kjendte Ordene. Det var den gamle Vise om Sigrid Uti:
je kjem a saa væl ihau;
ho hadde tel Kjærest hain Kal, Du vet,
den frakeste Gut dem sau!
Aa haa!
Glea er go ho aa finne.
