14
lagde Grunden til hans Magt. Ja, den Skogen, han fôr igjennem nu, det havde været hendes Skog!
Knut Strand lod Hesten puste i Snedrevet og saa sig om. Det var væksterlig Skog og varsomt medfaren. Han kvied sig støtt ved at hugge her; det var, som det sved i Bringen. Og som Hesten atter af sig selv drog videre den vanskelige Vei over Bergene, langs med de store Stup ved Elven — over den ældgamle Bro og Lien op paa den anden Side, flytted Knut Strand i Tankerne tilbage til hin første Gang og alt det, som derefter fulgte.
Hun var eneste Barn paa Nedigaarden. Faderen leved og var vel ved Magt; Moderen var død for mange Aar siden, og somme sagde, hun havde et underligt Sind. Faderen og Moderen var Søskendbørn, hun fra Oppigaarden, han eneste Søn paa Nedigaard. Da gamle Ola Oppigaarden døde og Arv skulde skiftes efter ham med Folkene paa Nedigaard, blev der Strid om Skogteigsgrænser; Udskiftning blev forlangt — og did kom Knut Strand som Udskiftningsmand fra ytre Bygden.
Det tog over fjorten Dage at stake Skogen ud, og i al den Tid bodde Knut paa Nedigaard, som laa ensomt dybt nede ved Elven i Fossesus og Nordendrag med Fjeldene stængende paa begge Sider og Storklettens Blaane i Nord, mens de øvrige Gaarde laa høit oppe i Lien med rummeligere Udsyn mod Syd og Fosseduren dybt bortgjemt dernede i Dalsluget
