116
Der blev stilt længe. Mændene sad og saa ned
paa sine Hænder.
«Ja, Du vet, han skjønner det fuill han,» siger endelig Løsetten. Og saa blev det da efter megen Tale frem og tilbage endelig bestemt, at Knut Strand skulde reise ind til Byen for sammen med Sønnen at ordne Sagen.
Og da de tunge Bønder en halv Time senere med dampende Piber gik ud af Vinterstuen paa Haugen og blanded sig med de andre, havde baade de selv og Bygden fremdeles Fornemmelsen af, at Folk med stor Magt var ude.
Knut Strand stod i Sagbrugskompagniets ydre Kontor, netop kommen fra Reisen.
En Betjent saa op fra sin Pult, reiste sig, lagde Pennen og gik hen, spørgende.
«Goddag,» sagde Knut Strand, stille og trygg.
«Goddag Hrr — e » — svared Betjenten fremmed.
Knut Strand stod lidt.
«Er’n Thore Strand heme?» spurgte han.
Kontoristen saa mod Døren til det indre Kontor. Den var lukket; man hørte muntre Stemmer.
«Jeg skal høre,» sagde han. «Hvem maa jeg melde?»
Knut Strand saa ligegyldig frem.
«Far hans,» svared han.
Betjenten bukked, overrasket.
«Værsaagod Hrr. Proprietær og tag Plads,» sagde han, yderst venlig; «jeg skal straks — der er nok
