113
Farve i Ansigterne. Det var Deltagerne i det store Sagbrugskompagni, som skulde modtage det første Opgjør.
Midt iblandt dem sad Knut Strand. Regnskaberne havde han faaet sendt fra Sønnen for over fjorten Dage siden; men de havde været saa vidtløftige og af saa underlig en Art, at han paa egen Haand havde bestemt sig til at skrive til Sønnen og bede ham møde til Things, saa de fik tales ved om Sagen. Sønnen havde svaret, at dertil havde han ikke Tid; han sad i saa store løbende Forpligtelser, at hans Nærværelse paa Kontoret var absolut nødvendig. Saa maatte da Knut Strand selv arbeide sig ind i Sagen, og saa langt var han kommen, at han forstod, at Forretningen intet havde tjent det første Aar. Sagbruget var færdigt — det var saa, og store Lagere var forhaanden; men Salget paa Udlandet havde slaaet feil, og det var klart, at der maatte ny Kapital til, skulde Forretningen kunne drives.
Knut Strand sad for første Gang utrygg mellem sine Jævnlige, mens han holdt paa at forklare dem dette. Og da han vel var færdig, stod Sveden ham i Panden.
Løsetten saa paa Haarsetten, glorød i Ansigtet.
«Mer Penger,» sagde han. «Det kan da fuill aldrig ske det lel!»
Han saa fra den ene paa den anden. Blikket stansed ved Knut Strand.
Denne mødte hans Blik med kolde Øine
«Driftskapital,» svared han.
15 — Bull: Østerdalskongen.
