111
«Je trur, dø er blit styrne alle ihop,» siger han
det hvidner kring hans Mund mod det mørke
Skjægg.
Da reiser Siri Nedigaard sig tungt op.
«Je vet itte mi arme Raad,» siger hun. «Men at detta gaar gæli, det skjønner je!»
Knut Strand staar en Stund og stirrer frem.
«Det faar gaa, slik det vil,» siger han endelig. «Det er inga Raad med det!»
Dermed snur han og gaar.
Men da Lyden af hans tunge Skridt er døet hen, tager Sorgen Moderen.
«Aa jø, aa jø!» jamrer hun; hun kommer med Hænderne for Øinene henover Sengen.
To Aar var gaaet, og det store Sagbrugskompagni inde i Hovedstaden var i fuld Gang. Med hvinende og sukkende Lyd arbeided Cirkelsagen ved Nat og Dag i det ferske, duftende Tømmer. Sagbord og Bjælker taarned sig paa de vide Tomter, og inde paa det elegant udstyrede Kontor sad Thore Strand mellem Veksler og Kontrakter, Panteobligationer i nybyggede Bygaarde og Anvisninger paa udenlandske Firmaer, mens Duft af Havannacigarer fyldte Lokalet og violetkapslede Flaskehalse af Champagne lyste frem at Krogene paa det indre Kontors Gulv, hvor de største Kunder blev tagne ind.
Men gjennem de ældgamle østerdalske Ætteskoger klang Øksehuggene hele Høsten og Vinteren frem; de pragtfulde Kjæmpetrær styrted sukkende;
