108
«Hvor henne?» spurgte han; han sad, som om
han vilde reise sig.
«Oppaa Kammerset,» svared Siri, næsten hviskende. «Ho er rent styren!»
Knut Strand reiste sig braat.
«Skulde Du hørt slikt,» siger han.
«Du lyt kommaa oppaa aa tala aat’n; je er rent illsvien taa aa væra alene med’n!» Siris Øine fyldes; hun stryger Taarerne bort med Forklædsnippen.
«Hm!» Knut Strand gaar harm mod Døren. Da kjender han Siriss Haand paa sin Arm.
«Nei! Tal itte hardt aat’n — det kan bli rent gæli,» siger hun.
Knut svarer ikke, snur sig bare og ser paa hende. Saa gaar han foran Trappen op. Siri følger. Da de kom ind i Kammerset, sad Ingeborg, Datteren, paa Sengen med Hænder i Fang og stirred fjernt fremfor sig.
Med det samme hun fik se Faderen, fór hun ihop, reiste sig braat og smøg bort i Krogen ved Vinduet, hvor hun blev staaende med Ansigtet gjemt.
Knut Strand gik lige bort, tog i hende og vendte hende mod sig.
«Aa er det, Du fær med?» siger han haardt. Ingeborg kom med de magre Hænder ihopkneppt op under Hagen og stirred paa Faderen ud af store, døde Øine, hvori der skalv Rædsel inderst inde i de sluknende Pupiller.
«Du ska itte straffe mig Far!» Hun roper det kvalt.
