12
Knut Strand smekked med Tungen og løfted
venstre Haand. Da lagde Hesten ivei ud i Snekavet
til op under Bugen; den slog med kvasse
Hover; den tog sig frem med voldsomme Kast, saa
Bagfødderne hugg i Skaak og Fading; men Knut
Strand sad bred og stiv med stramme Tømmer,
og frem gjennem Driverne drog det, over Broen
og bent mod Skrædderstuen.
«Hoi!» sagde Skrædderstukjærringen; hun stod udom Stuevæggen med en Lime for at maake Vei til Staburet. «Skal Du aat Bergøm i sligt Vær?»
Knut Strand nikked og kjørte forbi.
«Je kjem fuill fram,» svared han; han slog paa Hesten.
«Ja, det maatte naa væra Du!» ropte Kjærringen efter ham; — hun svingte sig unda Snedrevet, som gøv kring Stakken, slap Limen og stod og stirred. Saa gik hun ind. Døren lukked sig gissent efter hende.
Knut Strand kjørte Bergene op.
Denne Vei kjendte han. Denne Skog var hans. Og Hesten fik løse Tømmer, mens Tanken gik viden om og langt tilbage gjennem alle de Aar, han her havde faret.
Denne Vei var han kommen første Gang for omkring femten Aar siden. Ussel Vei var det da, Fjeldvei næsten, og ussel Vei var det endnu trods alt hans Stræv. Men nu skulde her bygges nyt, saasandt han hed Knut Strand! Retnu var Tiden kommen, at han kunde tvinge dem alle!
