S. T.
Jomfru Natalia Linaae.
Laurvig.
Fr.
Christiania, d. 16de October 1834.
Søde, kjere Natalia!
Nu har jeg da allerede modtaget to kjere Breve fra dig, du søde tilbedte Engel; jeg har hentet Trøst og Husvalelse fra dine velsignede Ord til mig; jeg har seet din Kjerlighed saa tydeligt lægge sig for Dagen; maa jeg dog ikke føle mig salig ved Besiddelsen af dig, du Elskede, der omfatter mig med en saadan Hengivenhed, en saadan Troskab? Ja seent og tidligt tænker jeg paa dig og den herlige Tid, vi skulle tilbringe tilsammen; det bliver vort Livs høieste Lyksalighed; thi naar nyder man dog vel Livet bedre, end i sin Ungdom, naar Hjertet endnu er aabent for alle Indtryk? Hvor herligt vi skulle have det ved at leve ene og alene for os selv; netop det, at vi ere Fremmede, uden Bekjendtskaber, gjør at vi desmindre ere udsatte for Ubehageligheder; hvor ypperligt bliver det ei at forlade Alt, hvad der kan være os til Sorg og Ærgrelse, og leve aldeles for os og vor Lykke, uden i mindste Maade at tænke paa eller foruroliges af vore forrige Bekymringer! Ja – da kunne vi først aande frit, sødeste Engel! da kunne vi først føle, hvad det er at være uafhængige, og da finde vi os vistnok let i ethvert Savn. Ak naar jeg kan slutte dig i mine Arme med den Bevidsthed, at du nu er min, min for stedse –; intet i Verden kan da lignes ved min Fryd og Salighed; da kan intet i Verden ængste mig. Den Tanke trøster mig og ved Savnet af dig i denne lange Tid, du Elskede! jeg veed, at vi næste Gang skulle samles for ikke mere at adskilles, idetmindste paa lang Tid. Jeg har det ellers ogsaa saa godt, som det er muligt at have det langtfra dig; mine Forældre ere fremdeles venlig imod mig, og interessere sig høiligen for mit Giftermaal: vi tale ofte derom. Heller ikke mærker jeg af Johan eller Edvard mindste Uvillje imod dig. Jeg tilbringer Tiden med Læsen og Studeren, altsaa med mine Yndlingssysler: kort, jeg lever ganske efter Ønske. Du ængster dig for min natlige Reise: bryd dig intet derom, thi jeg er nu forlængst resitueret. Du maa ikke finde det besynderligt, at mine Forældre ingen Hest sendte mig imøde, da Peder var afreist og de i denne Mellemtid ingen Karl havde; desuden, naar de betalte Skydsen, saa gjorde jo det det samme. Der havde alligevel ikke gaaet an at udsætte min Reise længere, da jeg tydeligt kunde mærke, at de da væntede mig.
