Side:Brandt - Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang.djvu/8

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

IV. 12 og 54. B. R. 14 (for drabs- og sårbøder og lægeløn).[1] Samme resultat fremgår endvidere af F. L. IX. 28, hvor der udtrykkelig skjelnes mellem det tilfælde, hvor værgen, som vil rejse ud af landet eller lagdømme med den umyndiges gods, har stillet pant (veð) for samme, men siden sælger dette pant, og hvor intet pant er stillet. I første tilfælde foreskrives, at den umyndige, efter at han er bleven myndig, skal lovfæste og søge sin fyldestgjørelse i pantet; i sidste tilfælde skal den nærmeste frænde æske tak af den bortrejsende, og i modsat fald selv være den umyndige ansvarlig, hvilket vilde være lidet sammenhængende, når der ved tak kunde stiftes tinglig ret. Når man[2] af selve hovedstederne F. L. III. 20 jfr. B. R. 98 har villet udlede noget modsat, da beror dette på en misforståelse; ti den tilbagesøgning, som her foreskrives, af hvad den taksatte selr[3] eða skýtr undan tøkum, tænkes åbenbart alene anvendt mod denne selv, ikke mod tredjemand, hvilket fremgår deraf, at tilbagesøgningen siges at skulle ske med útbeitsla, altså som vitterlig gjæld, og modparten dømmes til foruden bøder at udrede det dobbelte beløb, – hvilket alt matte være uanvendelikt på den muligens aldeles uskyldige tredjemand.

I regelen var imidlertid tak personlig kaution, og den, som gik i tak for en anden, blev vørðslumaðr og personlig ansvarlig for den forpliktelse, hvorfor han havde garanteret, altså, efter forpliktelsens forskjellige gjenstand, for at sagvolderen skulde lade sig finde i sit hjem, møde ved skilledommen eller ved tinget eller endelig betale gjælden, se F. L. X. 27. B. L. VI. 7. VII. 13, 25. At tak lagde noget reelt bånd på kautionistens bo, er intetsteds sakt, og kan ikke antages, så meget mindre, som det udtrykkelig siges, at når kautionistens ansvar skal gjøres gjældende, skal dette ske ved igjen af ham at æske tak, se B. L. VII. 12.

Forpliktelsen varede en måned, efter hvis forløb den ipso jure ophørte, se de anførte hovedsteder samt F. L. IV. 54. Om skibsfolk bestemte imidlertid G. L. 102, at de ikke skulde behøve at stille mere end ½ måneds tak. Endvidere indeholdt G. L. den bestemmelse, at den sagsøger, som havde æsket tak, var fortrinsberettiget fremfor andre sagsøgere til at fri sin sag foretagen inden månedens udløb. – Den nyere bylov sætter derimod ikke nogen grænse for taksætningens varighed.

Den, som gik i tak for en anden, matte naturligvis selv være vederhæftig, og G. L. og F. L. kræver også hos ham den samme vederhæftighed, som udfordres for at sagvolderen selv kan undgå tak, nemlig G. L. en formue af mindst 3 mark, de øvrige love i forhold til sagens gjenstand; det fordredes dog udentvivl, som det også udtrykkelig siges om fjártak i B. L. VII. 13 og 25, at denne formue skulde bestå i hus eller skib. Det sidstnævnte lovsted bestemte derhos bøder såvel for den, der går i fjártak, skjønt han ikke ejer skib eller gård, uden udtrykkelig at underrette sagsøgeren

derom, som for den, der fører en sådan i tak for sig.

  1. De anførte steder gjengiver åbenbart den samme tanke som N. L. 1–21–2: at den personlige vederhæftighed her var garanti nok. „Selv at borge for sig“ er anse det modsatte af „at borge for sig selv“.
  2. Se Norsk tidsskrift 1854–55 S. 226
  3. Selja betyder nemlig i almindelighed overlevere, altså også i forvaring, lån leje o. dsl., ikke alene til eje.