Side:Brandt - Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang.djvu/4

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

han hertil også har materialiter ret, og sådan beskyttelse må, i alle fald efter vor praktisk gældende ret, altid gives ved en auktoritets-handling, af halv judiciel halv administrativ beskaffenhed.

På den anden side fører den samme betragtning, der leder til at yde status quo, også da når den ikke fremtræder som besiddelsesstand, en midlertidig beskyttelse, til, at staten under visse omstændigheder midlertidigen tager sig af en påstået ret endog i strid med den faktiske tilstand, og forbyder handlinger, uaktet de erkjendes at være i sig selv berettigede, for at ikke en anden rets nydelse derved skal forspildes. Det viktigste af disse retsmidler er arrestinstituttet, hvorigjennem vistnok ogsaa altid en status quo fastholdes, men en status quo, til hvis vedbliven rekvirenten ikke kan påstå nogen umiddelbar ret.[1] Det er imidlertid naturlikt, at betingelserne her må stilles strengere, idet ikke alle rettigheder egner sig til en så vidtgående beskyttelse, medens der til at nyde beskyttelse af forbudsinstitutionen ikke udkræves mere, end at reklamanten erklærer og påtager sig ved dom at legitimere, at han har ret til at modsætte sig en forandring i den bestående tingenes tilstand.

Forbuds- og arrestinstituttet er altså ligefrem supplementer til lovb. 1–1–3, idet de på engang danner dette retsbuds fuldstændiggjørelse og modvækt. Og den hele ordning hviler på den erkjendelse, at al „ret“ udelukkende har sin kilde i staten, hos hvis auktoriteter den følgelig i vægringstilfælde må søges.

Medens de herhen hørende retsmidler i det moderne samfund altid vil forefindes under den ene eller den anden form, men bestandig som udtryk for en og den samme tanke, var de ganske fremmede for oldtidens germaniske folk, navnlig for vore forfædre, hvor de ægte germaniske retsinstitutioner er bevarede i sin største renhed. Dette havde imidlertid ikke sin grund i nogen så meget større ængstelighed ved at gjøre indgreb i den individuelle frihed, men var en ligefrem følge af den forskjellige betydning, som rettergang havde hos vore forfædre i modsætning til i de moderne samfund. Udtrykt i en enkelt sætning kan man sige, at vore forfædre ikke betraktede retsplejen sum nogen udøvelse af myndighed eller en dom som noget dekret af en auktoritet.

Den norske rigsforfatning i oldtiden var mere en samfunds- end en statsordning. Selv længe efter enekongedømmets oprettelse og efter at kongemakten i tidens løb mere og mere havde steget i betydning og nærmet sig uindskrænkethed, – vedblev det dog overensstemmende med den gamle opfatning at betraktes som en makt, ikke inden, men

ved siden af folket, med selvstændige rettigheder og plikter lige over for

  1. Fordi en mand skylder mig penge, har jeg ikke derfor nogen ret til et forbyde ham at afhænde, pantsætte eller forflytte sit gods eller at rejse bort, med mindre han dertil særskilt – udtrykkelig eller stiltiende – har forpliktet sig; ti i så tilfælde har jeg en ret, som jeg ligefrem kan gjøre gjældende ved egentlikt forbud. Men en sådan ret erholder jeg gjennem arrest, om jeg ikke havde den før. – At en arrest gives navn af forbud, bør følgelig ikke vildlede, uaktet begge retsmidler har en forbydende tendens; men man bør, såvel hvor der handles om betingelser som om retsvirkninger, nøje skjelne mellem, om det er et sandt forbud eller en arrest, ti begge er, som anført, anvendelige til sikrelse for pengeforpliktelser.