Det ligger ligefrem i begrebet af en retsorden, at enhver må respektere
den faktisk bestående tilstand, indtil han af vedkommende kompetente
statsauktoritet bemyndiges til at forrykke den. Al „ret“ er jo i sin
oprindelighed fremkommen gjennem en anerkjendelse fra samfundets side
af noget faktisk bestående, og enhver, som formener at have ret til at fremkalde
en forandring i status quo, må selvfølgelig desangående henvende sig
til al rets kilde, staten. Men denne bestandige opretholdelse af status quo,
så længe dens urettelighed ikke er anerkjendt ved dom, kan efter sagens
natur ikke finde sted, undtagen hvor den fremtræder som en udelukkende
rådighed over en ting, d. e. hvor den åbenbarer sig som en besiddelsesstand.
Den faktiske tilstand derimod, som ikke fremtræder som en besiddelsesstand,
kan ikke således ubetinget kræves vedligeholdt, da dette alene
vilde kunne ske ved en forrykkelse i en anden, lige så berettiget faktisk
tilstand, nemlig modpartens forhaandenværende retsnydelse og deraf følgende
beføjelse til frit at bevæge sig inden det retsgebet, som han for øjeblikket
råder over, indtil dette ved dom bliver ham frataget.
Det vil imidlertid let indsees, at den materielle retfærdighed ikke kan være tilstrækkelig betrygget alene ved lovens forbud mod selvtækt; men at også den faktiske tilstand, der ikke åbenbarer sig som besiddelse, men i hvis vedligeholdelse andre dog har retlig interesse, oftere ikke kan undvære en midlertidig beskyttelse. Det vilde ofte vise sig i højeste grad ubillikt, om staten, der forbyder mig at skaffe mig ret på egen hånd, og tvinger mig til at finde mig i den besværlighed og forhaling, som rettergangen forvolder, skulde tillade min modpart at misbruge dette ophold, sa at jeg, når min ret endelig ved dom er erkjendt, skal se mig udelukket fra dens nydelse netop som en følge af, at jeg lovlydigen har biet, indtil staten har anerkjendt dens grund. I mange tilfælde vilde på denne måde nødvendigheden af at ga til domstolene være ensbetydende med at underkaste sig uret, og rettergangen komme i strid med sit øjemed. Vor lovgivning har derfor også beskyttelsesmiddel for den faktiske tilstand, der ikke fremtræder som besiddelsesstand, – nemlig forbuds-institutionen.
Men det er en selvfølge, at denne beskyttelse, der, efter det anførte, alene kan gives ved tildels at ofre en anden status quo, ikke, ligesom den beskyttelse, som besiddelsesstanden, der ikke kan kollidere med andre, nyder, kan ydes ipso jure og sa at sige gratis. Den, som vil forlange, at en anden indtil videre skal undlade en handling, hvortil han ellers ved sin besiddelse vilde have haft adgang, må overtage en ubetinget garanti for, at
