Side:Brandt - Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang.djvu/20

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

F. L. XV. 5 siger også udtrykkelig i et enkelt tilfælde, at overtrædelse af en ubeføjet lovfæstning ikke medfører noget ansvar (nemlig nar en grundejer ved lovfæstelse vil hindre sildefiskere i at lægge fangsten på hans mark til påske). Herimod kan neppe komme i betraktning, at F. L. VII. 26 endog sætter straf for ved lovfæstning eller anden forhindring at formene andre at hugge i hans skov til skibs eller kirkes behov, at opsætte ledingsskibet på hans grund eller der at tage sten til kirkebygning; ti at selv en virkningsløs lovfæstelse kunde medføre en besværlig forhindring, er klart. Heller ikke kan noget sluttes deraf, at F. L. XV. 5 ikke er optaget i M. L. VII. 49; ti her er, som anført, ransboden bortfalden og spørgsmålet kunde stilledes ikke opstå.

Det synes ikke, at lovfæstelse alene har været anvendelig på fast gods, skjønt sagens natur måtte medføre, at den herpå matte få sin meste anvendelse F. L. VIII. 16 nævner lovfæstelse som anvendelig på arv i almindelighed og F. L. Indl. 21 taler om at lovfæste sin mad for fredløs mand (for derigjennem at eludere forbudet mod at underholde ham) hvilket vistnok betegnes som et misbrug, der forbydes under straf, men uden at det dog antydes, at det i sig selv er en virkningsløs handling. F. L. XIII. 21 taler om lovfæstelse for optagne og indsatte heste, der har gjort skade på ager eller eng; F. L. IX. 28 om at lovfæste for sit pant.

Den interesse, som ved lovfæstelse skulde beskyttes, måtte være en interesse, som knyttede sig til tingen, om det end ikke var nogen egentlig tinglig ret. Dette fulgte deraf, at lovfæstelse var rettet mod tingen, ikke, som tak, mod personen. Det var derfor især i landboretten og til beskyttelse for ejendomsretten, at lovfæstelsen spillede en så overordentlig viktig rolle. – Når alle lovene foreskriver, at jorddrotten til sikkerhed for landskylden m. v. kan lovfæste lejlændingens avling (se G. L. 72; F. L. III. 20, XIII. 1 og 26; M. L. VII. 1 og 4 jfr. 25) ligger heri ingen undtagelse; ti de gamle betraktede landskylden, ikke som simpel gjældsfordring, men som hæftende på jordens afkastning, og anså jorddrotten som den egentlige ejer af hvad der voksede på hans grund, indtil brugeren ved landskylds erlæggelse tilhjemlede sig det løbende års afgrøde (ábúð jarðar heimilar tekju, en landskylld heimilar loð, G. L. 72, F. L. XIII. 1, 17; M. L. VII. 1).

Allerede flere af de anførte lovbestemmelser viser, at lovfæstelse kunde anvendes i mange tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis opstod noget yderligere søgsmål. Det er her, at lovfæstelse nærmer sig de ovenfor omhandlede aldeles uprocessuelle protester. Dette samme synes at være tilfældet med den i F. L. XIII. 19 omhandlede lovfæstelse af uindhegnet mark for ulovlig græsning, jfr. også XIII. 11. Almindeligst anvendtes dog lovfæstelse i trætter om faste ejendomme, og alle ikke vitterlige landbosager synes at have været indledede med lovfæstelse. – Hvem som helst af parterne kunde i regelen optræde med lovfæstelse, hvorved heller ingen ret præjudiceredes, men alene ansvaret blev skjærpet; der forudsættes derfor også, at begge parter kunde lovfæste, se således F. L. V. 8. XIII. 17 og 23, skjønt lovene ialmindelighed sees at gå ud fra den i sig selv naturlige forudsætning, at det i regelen vil være ejeren eller besidderen, som griber til dette middel.