alene blev tilbage i betydning af påvisning af hjemmel til de omtvistede ting, – er en overgang i retsudviklingen, der ganske stemmer med statsbegrebets historiske udvikling i Europa, idet retsplejens udøvelse gjennem statens auktoritet mere og mere må bringe den opfatning, at sagsøgeren lider uret overalt, hvor han ved en næktelse fra sin modparts side bringes i den nødvendighed at søge rettens mellemkomst, til at svinde. Det er da også let forklarlikt, at denne overgang indtrådte så meget sednere i de nordiske lande og allersidst i Norge, hvor den oprindelige germaniske samfundsorden holdt sig længst, og som var det eneste land, hvor odelsforfatningen existerede i sin renhed. – At borgensystemet alligevel holdt sig i England hvor feudalforfatningen netop vor skarpt gjennemført, og rettens pleje i egentligste forstand udgik fra kronen. – medens det omvendt aldrig fik indpas på Island hvor forholdet var ganske det samme som i Norge, – indeholder kun tilsyneladende nogen modsigelse, eftersom dette stod i forbindelse med andre institutioner i disse lande, der gav retsspørgsmålet en aldeles formidlet stilling, nemlig den engelske fællesansvarlighed inden de engere samfundskredse på den ene side, og den islandske retsforfølgnings store strenghed på den anden.
Men også i de norske love viser en nærmere betraktning, at tak-institutionen er i forsvindende. Ti vistnok omtaler såvel G. L. som F. L. i de ovenciterede hovedsteder tak som anvendelikt i alle sager; men hvor der forøvrikt i disse love handles om de specielle retsforhold og retsforfølgningen i disse, tales der ikke om nogen taksætning uden i ganske enkelte tilfælde. G. L. omtaler således aldeles ikke tok uden i tyvssager, G. L. 254, altså kyrsetutak, og især er det mærkelikt nok, et den ikke i kap. 35 og 37, de to processuelle hovedsteder, taler et ord om nogen taksætning. Ja selv i hovedstedet om tak, kap. 102, omhandles den nærmere fremgangsmåde, og navnlig den personlige fængsling, som indtrådte, når tak ikke kunde skaffes, alene i forbindelse med kyrsetutak. Alt dette giver anledning til at formode, at dette også var den eneste art af tak, som var praktisk i dette lagdømme. At G. L. også har heimilðartak, beviser intet, da dette hænger så nær sammen med kyrsetutak og desuden mere har obiligationsretlig end processuel betydning; det samme gjælder om det 40 marks tok for landefred, der foreskrives i G. L. 314, hvilket heller ikke er processuelt, men svarer til den ret til at kræve gisler af hele distrikter i ufredstid, som G. L. 312 tillagde kongen. Alle disse bestemmelser er derfor også gangne over i M. L., hvor, som oven anført, det processuelle tak, undtagen kyrsetutak, aldeles er forsvundet. Heller ikke i F. L. findes specielle anvendelser af den processuelle borgen udenfor de almindelige hovedlovsteder, undtagen på et eneste sted, IX. 28, mod den, som vil rejse bort med umyndiges gods uden at have stillet pant, og selv her er det i det mindste tvivlsomt, om det er tænkt som forløber for nogen umiddelbar rettergang, eller om det ikke snarere alene er en tvungen sikkerhedsstillelse for selve fordringen, der tænkes at ville gjøre al videre rettergang overflødig. Dette er i alle fald klart med hensyn til det tak for den fredløses gods, som biskoppens ombudsmand ifølge F. L. III. 23 kunde kræve. – I den nyere landslov er, som oftere bemærket, det processuelle tak udenfor tyvssager aldeles forsvundet. Istedet herfor indeholder M. L.
