Side:Brandt - Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang.djvu/15

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

qui res suas quærit et invenerit, apud quem inveniuntur, si eas emisse aut cambisse dixerit, ipsi licent adhramire. ...“ Jfr. L. Sal. kap. 50, hvor det heder: „Si quis servum ant ancillam caballum aut bovem aut jumentum aut quemlibet rem sub alterius potestate agnoverit, mittat eam in tertiam manum, et ille, apud quem agnoscitur, debet adhramire....“ Det er heraf klart, først, at der må være en forskjel i lex Salica mellem adhramire og in tertium manum mittere; dernæst, at der må være en forskjel mellem den i det først anførte lovsted foreskrevne fremgangsmåde, eftersom den bestjålne finder sin ting før eller efter 3 døgns forløb; men her ligger vanskeligheden i at afgjøre, på hvem ipsi i andet passus i L. Sal. 40 har hensyn. Anteger man, hvad hele sammenhængen og navnlig kap. 50 nærmest synes et tilsige, at hermed menes besidderen, synes man et få den bedste forklaring af disse steder ved at forstå dem som en levning af tak-institutionen, der befinder sig på overgangen til hjemmelspåvisning. Per tertiam manum adhramire bliver altså omtrent svarende til: at taksætte til tredje mand, men vel at mærke i Jydske lovs betydning (jfr. 6–17–2), medens „adhramire“ i andet passus bliver – stille kyrsetu-tak (jfr. G. L. 102 i slutn.). Meningen bliver altså: Finder bestjålne sin ting igjen inden 3dje døgn, kan han (vel ikke, som efter L. Rip., uden videre tage tingen igjen, men) straks begynde tyvssøgsmålet mod besidderen, med mindre denne straks opgiver sin hjemmel, til hvem tingen da bliver overleveret, i hvilket tilfælde dog besidderen må stille borgen (laga tak), jfr. J. L. II. 96 se og Lex Burgundionum kap. 83 § 1[1]. Finder han derimod først sin ting eller 3 døgns forløb, kan han alene fordre borgen for tingens tilstedeblivelse (kyrsetu-tak), og søgsmålet går da frem på sædvanlig måde, så at vindikanten vel får sin ting tilbage, når han beviser sin ejendomsret, men uden at besidderen bliver anseet som tyv, selv om han ikke skaffer sin hjemmelsmand, når han besværger, at han hverken er tyv eller tyvs stalbroder.

I de angelsaksiske og sednere engelske love spiller den processuelle borgen en overmåde viktig rolle, og er på det nøjeste forbunden med den hele retsorden; men da udviklingen af institutionen, sådan som den der gestaltede sig, er af mindre interesse for vor nærværende opgave, som er at forklare vore gamle norske loves tak, vil vi her ikke videre indlade os på samme, lige så lidt som vi kan opholde os ved de videre undersøgelser, hvortil den tydske procesmåde med anfangen, der har så mange berøringspunkter navnlig med den gamle svenske og danske vindikation, giver anledning. – I den gamle islandske rettergang forekommer tak aldeles ikke. Tak i Grågåsen betyder bohave (i de norske love anðvirki).


At tak-institutionen således tapte sin almindelige processuelle anvendelse og indskrænkedes til vindikation af stjålne ting, og at den dernæst

også for disse sager tapte sin betydning af borgen, så at den tilsidst

  1. Quicunque res aut mancipium aut quodlibet suum agnoscit a possidente, aut fidejussorem idoneum accipiat, aut si fidejussorem petitum non accipiat, res quos agnoecit præsumendi habeat potestatem.