træffer ham med sine koster, da skal han takføre[1] ham; den siktede havde nu ret til at forsøge, om han kunde finde nogen, der vilde gå i tak for ham, på 3 gårde; men lykkedes dette ikke, kunde sagsøgeren tage ham med sig hjem og sætte ham i bånd og jærn. Skyder besidderen på hjemmel, foreskriver de danske love i det hele en lignende fremgangsmåde som de svenske, nemlig at følge hjemmelen med fortsat taksætning opad, og navnlig indeholder Er. sj. L. III. 22 den samme bestemmelse som Vestgøtal. Tyveb. 8 og Østgøtal. Vinsorþab 7 § 4, at man ikke må skyde på hjemmel længere tilbage end til 3dje salg. – I Valdemar den 2dens jydske lov forekommer også tak om borgen for stjålne kosters tilstedeblivelse, se II. 96 (kildetil Lovb. 6–17–15), 104 og 105 (kilde til Lovb. 6–17–6 til 8), ligesom kap. 106 indeholder den samme bestemmelse som Sk. L. VII. 2 og Er. sj. L. II. 21, at vindikanten, som først efter 2 eller flere dages forløb finder sin tyv, når denne „biuþær skotæ“, skal følge ham til 3 gårde „þær han beþes til tak æþ skøtæ“, men hvis han ikke der får tak for sig, kan han selv tage tyven i forvaring (kilden til Lovb. 6–17–13). Ved siden heraf har også J. L. II. 93 den samme bestemmelse som Er. sj. L. III. 22, at besidderen ikke må skyde på hjemmel længere end til 3dje mand: den 3dje mand han skal altid udrede de koster, som han vedgår (kilden til Lovb. 6–17–2). Men i J. L. sammenblandes, som man ser, tak ganske med hjemmel, ligesom de skånske og sjællandske loves vindikationsteori her aldeles er forandret. – Jydske Lovs II. 62–65 indeholder derimod forskjellige almindelige bestemmelser om borgen i civile og kriminelle sager, der her med et fælles navn kaldes borghæ, hvilke er gangne over i Lovb. 1–21–4 til 11.
I de gamle tydske love forekommer vistnok hverken ordet tak eller nogen institution, der ligefrem svarer til vor taksætning; men der findes umiskjendelige spor af, at et sådant institut også der har været kjendt. Det så meget omtvistede ord: adhramire er ganske vist intet andet end vort: fœra tak, skjønt dets betydning, hvor det nu forekommer, er, om man så kan sige, noget afbleget. Ordet, der også skrives agramire, achramire, har sin rod i det gotiske hramjan, mht. râmen = befæste; oldn. ramr = stærk, kraftig, og bruges i de frankiske retskilder synonymt med spondere. Man finder således sacramenta adhramire = fæste ed, ved hvilket man umulikt kan undgå at tænke på vore og de svenske loves eiðatak; ejeren, der finder de ham frastjålne koster, kan res suas adhramire (jfr. vort kyrsetutak); at stille borgen kaldes: vadium, vadio adhramire,[2] og i gamle bayerske dokumenter forekommer aramiatores i betydningen: bekræftelsesvidner. – Især mærkelikt er det bekjendte sted i lex Salica kap. 40, jfr. 50 (Herold) og lex Ripuariorum kap. 33 jfr. 47 § 1. Vistnok bruges her udtrykket per tertiam manum adhramire i samme betydning som intertiare om at overantvorde den omtvistede ting i tredje mands varetækt
(in tertiam manum mittere), og fremgangsmaaden hænger sammen med
