prøve. – Ved handler om nye og ubrukte ting (vara øll ný og úneyt) behøvedes hjemmelsborgen ikke (strætiskaup). – Heimilðartak var altså det samme som de gamle danske og svenske loves vin, der omhandles i Sk. L. VII. 8, Er. sj. L. III. 39, 40 jfr. 23, Vestgøtal. ældre Cod. Tyveb. kap. 19, Østgøtal. Vinsorþab. kap. 6, 7 og 8, hvilke næsten ord til andet stemmer med den norske B. L. VII. 6. Valdemar den andens jyske lov II. 93 og 94, hvoraf den første er kilden til Chr. V. Lovb. 6–17–1, 2 og 5, omtaler også vin ved kjøb og salg uf de somme gjenstande som de øvrige love, men her har institutionen tapt sin oprindelige betydning of borgen, og er gået over til st betyde vidne på kjøbet, hvilket befriede besidderen for tyvssøgsmål, jfr. dog den ældre slesvigske stadsret kap. 23. Også i den svenske stadslag Tyveb. kap. 1 og 2 er vin gået over til vidne, på samme måde som i den jydske lov, hvorimod Christoffer af Bayerns landslag Tyveb. kap. 15–21 endnu har beholdt vin i den gamle betydning som garantist for hjemmel. Også i de norske love viser iøvrikt institutionen sig noget afsvækket, såvel med hensyn til kautionistens som kjøberens ansvar i vindikationstilfælde.
Tak synes st have været en ældgammel germanisk retsinstitution. Men i alle de øvrige germaniske lovbøger med undtagelse af de norske og de engelske, både før og efter den normanniske erobring, er institutionen bortfalden udenfor søgsmål mod besiddere af stjålne koster. – Således bestemmer Vestgøtalovens tyvebolk kap. 8 og 9, at vindikanten foreløbig kan afæske besidderen brøtartak um syn nætær til hus ok til hems, dernæst kvarsætu-tak for tingens tilstedeblivelse og endelig skiælæ tak (art. 11) firi land ok lagman. Næktede besidderen at stille tak, forfaldt hen i bøder. Den videre forfølgning var da afhængig af gjenstandene beskaffenhed, forsåvidt der udfordredes vin ved handelen eller ikke, og bestod deri, at besidderen måtte skaffe sin hjemmelsmand tilstede, mod hvem da sagen fortsattes, og således gik sagen videre tilbage, indtil man enten stansede ved tyven selv eller ved en besidder, der ikke kunde skaffe sin hjemmel, og som altså blev behandlet som tyv, hvis han ikke med sine kjøbevidner kunde bevise sin uskyldighed. Det var imidlertid i regelen ikke tilladt at forfølge hjemmelen længere tilbage end til tredje salg; tredje mand måtte enten bevise sin originære ejendomsret eller tåle, at vindikanten vindicerede kosterne. – De øvrige svenske love indeholder i det hele tilsvarende bestemmelser. – Østgøtaloven og Svealovene foreskriver derhos i almindelighed tak, når ed var fæstet (eþatak), hvilket i disse love spiller en yderst viktig rolle.
I de ældste danske love forekommer taksætning på samme måde ved vindikation af stjålet gods i Skånske Lov VII. 1 fgg., And. Sunes. 85., Valdemars sjællandske lov III. 13 og Eriks sjællandske lov II. 21 og III. 21–24. Disse indeholder aldeles den samme bestemmelse som vor G. L. 102 om kyrsetutak: Forfølger ejeren straks tyven og griber ham med kosterne ihænde, kan han uden videre tage tyven og fore ham med kosterne bunden til tings; men forfølger han ham ikke straks, men sednere
