foretagen i nyttigt Øiemed (jfr. Chr. V. L. 6–11–3 og 4). Til Kongen skulde aldrig bødes for Vaadesgjerning. Derhos tilføjer Loven udtrykkelig, at det ligefuldt skal betragtes som forsætlig Legemsfornærmelse, om man tager Fejl af Gjenstanden for Angrebet. Naar Nogen frivillig indlader sig i Brydning eller Leg med en Anden, maa hver passe sig selv, og intet Ansvar følger af det Men, som den Ene mod sin Vilje kommer til at gjøre den Anden[1] (Chr. V. L. 6–11–5 og 6). – At løbe imod Nogen medførte intet Ansvar, naar man stansede af sig selv (arga-fas).
Om Skade af Andres Husdyr indeholder M. L. IV. 22 de samme Bestemmelser som de ældre Love.
Til Legemsfornærmelser maa ogsaa henregnes Voldtægt (at brjóta konu til svefnis). Det var efter de ældre Love Fredløshedssag (jfr. Fagrsk. Kap. 17), og maatte efter G. L. 199 afsones med dobbelt Ret til den krænkede Kvinde og 40 Marks Bod til Kongen. Kvinden skulde strax paatale den lidte Krænkelse, da hun i andet Fald tabte sin Ret (svartaslag hit hvíta, B. K. R. (II.) 13). Jfr. B. R. 46 og 96. – Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (G. L. 32, F. L. V. 45, M. L. IV. 4) blev Voldtægt derimod gjort til Ubødesag. Forsøg derpaa skulde straffes arbitrært, dog saa at den Skyldige maatte beholde Livet.
Paa Grænsen mod Ærefornærmelser stod Lejermaal med en Mands Hustru, Fæstekvinde eller kvindelige Paarørende[2]. Dette var oprindelig Fredløshedssag; men heraf er i de ældste bevarede Love alene en begrænset Ret til Hævn paa Stedet bleven tilbage. G. L. 160 og F. L. IV. 39, B. R. 18, jfr. F. L. Indl. 7, tillader at dræbe den, hvem man træffer i Samleje med sin Kone, Moder, Stedmoder. Datter, Syster, Steddatter, Sønnekone eller Broderkone, og B. K. R. (II) 15 tilføjer endvidere: Svigermoder, Kones Syster, Sønnedatter, Broderdatter og Systerdatter. Ellers medførte Lejermaalet
