Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/92

for Blak henholdsvis 2 Mark eller 2 Ører. – Den, som under samme Overfald slog eller saarede Flere, maatte erlægge fulde Bøder for hver af dem saavel til Kongen som til de Fornærmede, og ligeledes maatte enhver Deltager i Legemsfornærmelse svare fuld Bod, saavel til Kongen som til den Fornærmede^[1]. – At binde Nogen ulovlig straffedes med 5 Marks Bod, M. L. IV. 18, 19 og 21 jfr. X. 2 samt I. 5. – At stikke med Kniv eller Spyd eller at bide straffedes, foruden den Saaredes Ret, med legemlig Refselse: Sysselmanden skulde paa Tinget stikke Kniven gjennem Haanden paa den, som stak, og lade bryde Fortænderne ud af Munden paa den, som bed. At stikke eller skyde efter Nogen, uden at træffe, straffedes med 3 Ørers Bod til Kongen, M. L. IV. 14 og 15, jfr. Hkb. 44 og 45, samt Rb. 18 Febr. 1348^[2]. – Efter Borgretten (gl. L. III. S. 144) skulde den, som hug eller stak en Anden, miste sin Haand, den, som slog en Anden Pust, stikkes gjennem Haanden, og den, som i Vrede drog Sværd eller Kniv mod en Anden, ligge 7 Nætter i Stokken paa Vand og Brød. Slog en Hirddreng nogen Væbner, skulde han miste sin Haand.

M. L. IV. 17 og 20 foreskriver udtrykkelig, at der ved Bestemmelsen af Bøder for Legemsfornærmelse skal tages særdeles Hensyn til, hvorvidt den Fornærmede har været sagesløs, eller selv givet Anledning til Fornærmelsen. Naar den Fornærmedes Ret paa Grund af særegne Omstændigheder ved Sagen nedsættes, skal ogsaa Bøderne til Kongen formindskes i samme Forhold.

Uagtsom Legemsbeskadigelse belagdes efter M. L. IV. 13 med halv eller fjerdedels Bod til den Fornærmede, alt eftersom den var Følge af en unødig Handling, saasom at skyde eller kaste over Hus, Skib o. dl., eller denne var

1. M. L. IV. 19: Nú ef einn maðr lýstr eða særir tvá menn í einu atvígi eða fleiri, bœti sínum rétti fyrir hvern þeirra konungi slíkum, sem áðr er skilt, ok svá við þeim, eru fyrir varð. En ef tveir menn eða fleiri ljósta eða særa einn mann, þá er hverr þeirra sekr fullri sekt við konung eptir því, sem áðr var skilt, ok svá við þann, er fyrir varð.
2. Jfr. Munchs Hist. IV. 1. S. 522.