ikke, betragtedes blot de, som havde tilføjet den Afdøde disse, som Drabsmænd[1].
Anstiftere og Medhjælpere ved Drab synes at have delt Gjerningsmandens Fredløshed lige over for den Dræbtes Æt; men i Tilfælde af Forlig slap de, som ikke selv havde tilføjet den Dræbte nogen Skade, med halv Mandebod, og skulde intet bøde til Kongen, G. L. 209 jfr. 108 og 181; F. L. IV. 35, 37 og 42, jfr. XV. 14; B. R. 14. – Efter Eidsivatingsloven (gl. L. II. S. 522) skulde Anstifteren af heimsókn være Ubødemand ligesaavel som Deltagerne (niðings-ráð). – Ifølge M. L. IV. 3 skal Medhjælpere under Gjerningen ved alle Ubødeværk ansees lige med Gjerningsmanden, og ellers ifølge Kap. 11 og 19 Anstiftere og Medhjælpere bøde saavel til den Fornærmede som til Kongen efter Sagens Beskaffenhed og lovlig Dom.
Vaadesdrab skulde efter G. L. 172–177 jfr. 169 afsones med fuld Mandebod til den Dræbtes Frænder; dog saa at, hvis den Dræbte selv for nogen Del havde været med i den ulykkelige Gjerning skulde han selv bære sin Del af Boden, hvilken saaledes forholdsvis nedsattes[2]. Efter F. L. IV. 27 og 28 jfr. 26 skulde Drabsmanden forlade Landet, men beholde alt sit Gods. I Tilfælde af Tvivl om Gjerningsmandens Forsæt, var den Dræbtes Udsagn før hans Død afgjørende – Efter M. L. IV. 13 skulde Vaadesdrab bødes med halv eller fjerdedels Mandebod, eftersom Gjerningen i sig selv var unødig eller ikke. Vaadesdrab, forøvet under Brydning og anden Leg, hvori den Dræbte frivillig havde indladt sig, medførte intet Ansvar. – Bøder til Kongen var aldrig forbundne med nogen Vaadesgjerning.
Vanvittige, som havde øvet Drab, skulde efter F. L. IV. 32, naar de fik sin Helbred igjen, fare af Landet, men
- ↑ G. L. 183: Nú ef hinn lifir lengr, en hrúfa sé á sári, bœti hanum sárbótum en baugi konungi. – F. L. IV. 12: þegar er hrúfa er á sari, þá skal sá, er særði, láta menn tvá sjá; en ef hinn sári vill eigi sýna sár sín, þá er af hins ábyrgð, er særði, ok svá þó at hinn verði dauðr.
- ↑ G. L. 173: Gjaldi hann gjøldum fullum aptr; því minna, at hann var sjálfr at.
