Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/81

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ningen ikke var fyldestgjørende, eller at Drabsmanden bagefter pralede af sin Gjerning, eller trodsigen forsømte at søge Forlig og byde Bøder i betimelig Tid. G. L. 238, 240 og 241 opregner en hel Del herhen hørende Tilfælde. F. L. har vistnok ingen dertil svarende udtrykkelig Bestemmelse; men det kan ikke betvivles, at samme Grundsætninger ogsaa har meldt her, da begge Love gjør Anvendelse deraf for Legemsfornærmelsers Vedkommende og Bøderne i Drabstilfælde, som tør forklaret (Retshist. I. S. 89), var Gjenstand for Overenskomst i det enkelte Tilfælde, følgelig Drabsmandens Adgang til at beholde sin Fred afhængig af, at han opnaaede Forlig med den Dræbtes Frænder. – Plyndring af Liget (Valrov) var Ubødesag.

Den nyere Landslov har i det hele bibeholdt de ældre Loves Bestemmelser om Forskjellen mellem simpelt forsætligt Drab og Nidingsdrab, Drabets Lysning m. v., se M. L. IV. 1–6, 10 og 11. Men ligesom Magnus Lagabøter ved en Retterbod af 1271 afskaffede den sidste Rest af Privathævnen og Frændebøderne, og i dets Sted forordnede, at Mandeboden for hvert enkelt Tilfælde skulde bestemmes ved uvillige Mænds Skjøn[1], – saaledes erholdt ogsaa Straffen for det simple Drab en ganske forandret Karakter derved, at Drabsmandens Adgang til at beholde sin Fred gjordes afhængig af kongelig Landsvist; idet, uden denne, Forlig med den Dræbtes Frænder ikke var gyldigt, medens omvendt Landsvistbrevet i ethvert Tilfælde beskyttede Drabsmanden for Frændernes Hævn (Hkb. 42 og 47; M. L. IV. 12, 16 og X. 2 No. 5 og 11; Hdsk. 36). Drab var herved stillet ganske i Klasse med andre Forbrydelser; Straffen var i Virkeligheden Livsstraf, med mindre Kongen benaadede Gjerningsmanden med en større eller mindre Bod.

Efter alle Lovene var det afgjørende ved Bedømmelsen af, om et Saar skulde ansees som Dødsaarsag, eller ikke, hvorvidt der kom Skorpe paa Saaret; i dette Tilfælde skulde alene Saarbøder erlægges, G. L. 183; F. L. IV. 12; B. R. 13 og 14; M. L. IV. 19. Hvis nogle Saar heledes, andre

  1. Jfr. Forel. over Retshist. I. S. 91.