ældste Love (G. L. 164; F. L. IV. 31) som „afsindig Mands“ Gjerning (óðs manns víg), hvorved det dog ikke er klart, om vanviddet er Lovens virkelige Forudsætning eller alene en legal Fiktion. Saadant Drab medførte ingen Bøder, men alene Tab af Arveret efter den Dræbte. Ifølge Gulatingsloven skulde Gjerningsmanden gaa til Skrifte, men derefter forblive i Landet og beholde sit Gods; efter Frostatingsloven skulde han fare af Landet og aldrig komme tilbage. Det sidstnævnte Lovsted betragter aabenbart Gjerningen som forøvet i tilregnelig Tilstand, da Tilfældet udtrykkelig stilles i Modsætning til Drab, forøvet i virkelig Afsindighed; men det forudsættes at være Udbrud af en ustyrlig Heftighed, der stilles ved Siden af Vanvid[1]. Landflygtigheden maa her, som ovf. udviklet (S. 39 og 42), ikke forstaaes som virkelig Fredløshed, men mere som en Bortfjernelse fra Skuepladsen for den ulykkelige Daad. Denne milde Behandling hviler sandsynligvis paa Erkjendelsen af det utilraadelige for Samfundet i, medens Privathævnen endnu dannede Grundlaget for Forbrydelsens Forfølgning, at gribe ind i den engeste Familiekreds, hvor det altid maatte forudsættes, at, hvis ikke Ætten selv umiddelbart hævner Drabet paa det skyldige Medlem, vil den endnu mindre taale Andres Indblanding. – Er lignende eufemistisk Betragtningsmaade gjør F. L. IV. 35 gjældende, hvor der handles om Hustruens Drab eller Anstiftelse af Drab paa sin Mand. Her er det tvende forskjellige Ætter, som staar lige over for hinanden: Er Drabet skeet i utugtig Forstaaelse med en Anden, har den Dræbtes Frænder Ret til at dræbe eller lemlæste hende, om de vil, og af hendes
- ↑ G. L. 164: Nú hefir maðr óðs manns víg vegit: vegr sonr føður eða faðir son, eða bróðir bróður eða systkin eitthvert, eða vegr barn móður sína eða móðir barn sitt, þá fyrirvegr hann arfi þeim, er hann átti at taka; skal sá þann arf taka, er næstr er þá, ok heldr skal konungr taka enn hann. En hann veri í landi ok gangi til skripta ok hafi sitt alt. – F. L. IV. 31: Ef faðir verðr svá œrr, at hann drepr son sinn, eða sonr føður sinn, eða bróðir bróður sinn, þá fari sá af landi útlagr ok komi aldrigi í land aptr. – – – – nema hann brjótist úr bøndum þeim, er hann var í settr fyrir sína œði.
