Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/78

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

den Dræbte, var den Overlevende pligtig at fortælle Ulykken til den første Mand, han mødte, og melde det for den Dræbtes Arving (G. L. 154, 155 og 158). – Et Følge paa 5 eller flere kaldtes en Flok. Blev en af Flokken dræbt, forudsættes enten Drabet at blive hævnet eller Drabsmanden forfulgt paa Stedet; i andet Fald var samtlige ansvarlige, og Eftermaalsmanden kunde sigte hvem af dem, han vilde, dersom Ingen særskilt lyste Drabet paa sig (G. L. 152, 167, 168; F. L. IV. 23). – Var Drab forøvet i Gildehus om Natten, uden at Drabet var blevet lyst, og nogen af Gjæsterne var borte den paafølgende Morgen, ansaaes denne som Gjerningsmand, med mindre han forud havde meldt sin Bortgang for Kameraderne. Var alle tilstede, uden at Mistanke saaledes hvilede paa nogen Enkelt, havde den Dræbtes Eftermaalsmand Ret til at sigte 2 af de Tilstedeværende efter hinanden til Fralæggelse ved Tylftered; men sigtede han flere, uden at kunne overføre dem det, forfaldt han selv i Ansvar for falsk Anklage (G. L. 157, jfr. 187; F. IV. 14 og 15). – Fandt Nogen en Anden liggende dræbt ude i Skoven (illr fundr), var han pligtig, efter at have tildækket Liget, at sige det til den første Mand, han mødte, og melde det for den Dræbtes Arving, hvis denne var inden Fylket, eller i andet Fald stevne Ting. Forsømte han dette, ansaaes han selv som Forøver af Drabet, hvis Eftermaalsmanden vilde sigte ham derfor (G. L. 161 jfr. F. L. IV. 24). Var Nogen forsvunden, og der, trods anstillet Eftersøgning intet Spor fandtes efter ham inden 12 Maaneder, var hans Arving efter F. L. IV. 25 berettiget til at sigte 2 Mænd efter hinanden som Drabsmænd til Fralæggelse ved Tylftered.

Det synes altid at være betragtet lige med Mord, naar Nogen blev dræbt om Natten (náttvíg eru morðvíg), Heimskr. M. Erlingss. S. Kap. 12[1], jfr. Ol. s. helga Kap. 107 og Egils s. Kap. 62.

Drab paa Forældre, Børn eller Syskende betegnes i de

  1. þat stendr í løgum várum ok landsrétti, at engi maðr hefir svá fyrirgert sér, at eigi heiti þat níðingsverk eða morðvíg, er menn drepast um nætr.