Løsningen af saadan Tvivl. I ethvert Tilfælde var den Dræbtes Sigtelse i Dødsstunden afgjørende (G. L. 156, 169; F. L. IV. 7, 27 og 28; B. R. 14). Dernæst Husfolkenes Vidnesbyrd, hvor Nogen var dræbt hjemme i sit Hus (heimsóknarvitni, F. L. IV. 5 jfr. 62; G. L. 59 og B. R. 27). Men manglede disse, havde Drabsmandens Forklaring Formodningen for sig; F. L. IV. 7 siger udtrykkelig at Viglysningen skal gjælde foran Øjenvidners Prov, jfr. M. L. IV. 11, som forandrer dette derhen, at Øjenvidnerne skal gives Fortrinet.
Var Viglysningen ikke foretagen paa den anordnede Maade eller til rette Tid og Sted, blev Drabsmanden Morder og Ubødemand, og det om end den Dræbte selv var fredløs Mand eller Træl (G. L. 182; F. L. IV. 1, V. 20; B. R. 142). Blev Viglysningen derimod af andre Grunde sat ud af Betragtning, synes det alene at have faaet en faktisk Indflydelse paa Spørgsmaalet, om og paa hvilke Betingelser Drabsmanden skulde faa beholde sin Fred. Hertil sigter vistnok G. L. 240, der henfører det til „Misdrab“, som alene medførte en forhøjet Bod, at „Viglysningen ikke er fyldestgjørende, uden at det dog bliver Mord“, jfr. F. L. IV. 7, som, for det Tilfælde at Viglysningen omstødes ved den Dræbtes Sigtelse, tillægger: („dog bliver Drabsmanden ikke Morder, skjønt han bliver fredløs“.
Lovene giver iøvrigt forskjellige Anvisninger til at udfinde Gjerningsmanden hvor dette er tvivlsomt. Særskilt fremhæves Undersøgelse af den Dræbtes Lig, for af Saarenes Beskaffenhed at slutte til Vaabnets Art (meta vápnastað). Viste det sig, at Saarene var tilføjede af forskjellige Vaaben, som ikke en Mand samtidig plejede at bære (vápn úsambær), saasom Bredøx, Tømmerøx og Sværd (eller Spyd), kunde lige saa mange Personer sigtes som Drabsmænd, G. L. 151; F. L. IV. 23 og B. R. 14. – Gik 4 Mænd i Følge og en af dem blev dræbt, og to af de øvrige sigtede den tredje som Gjerningsmand, ansaaes denne som skyldig; gik der 3 sammen, og de to overlevende sigtede hinanden, skulde begge ansees som Banemænd, med mindre den ene mødte paa Ørvartinget og den anden udeblev, i hvilket Tilfælde denne ansaaes som den Skyldige. Havde blot én været i Følge med
