Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/75

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Ægtemand i utugtig Forstaaelse med hans Kone[1]. Ved Magnus Erlingssøns Rb. af 1164, G. L. 32; F. L. V. 45 føjedes hertil: lejet Drab af Banditter (flugumenn) samt Drab paa Forældre, Børn eller Syskende, og ved Haakon Haakonssøns Rb. af 1260, F. L. Indl. 8, Hkb. 20: Hævn øvet paa andre end Gjerningsmanden eller Anstifteren selv. Ved M. L. IV. 3 og 4 tilføjedes endvidere: Drab paa den, der har kongeligt Landsvistbrev, Drab paa Lagmanden samt Drab, forøvet i Kongens Nærværelse, eller i hans Herberge eller hans Gaard eller paa hans Skib, selv om han ej selv er der tilstede; endvidere Forsvar eller Hævn for alle Ubødemænd.

Ved Mord forstodes hemmeligt Drab; Overlægget kom derimod ikke i Betragtning. For ikke at blive betragtet som Morder, maatte Drabsmanden samme Dag vedgaa sin Gjerning (lýsa vígi á hendi sér), se G. L. 156, 157 og 158; F.L. IV. 7 og 23; B. R. 27; M.L. IV. 11. – Drabet skulde lyses, selv om det var forøvet i Fleres Nærværelse, idet Forøveren da for disse opgav sig som Gjerningsmand. Ellers skulde Gjerningsmanden lyse Drabet paa den nærmeste Gaard ved Gjerningsstedet; med mindre der sammesteds var nær Beslægtede eller Besvogrede af den Dræbte, i hvilket Tilfælde Drabsmanden kunde fare den Gaard forbi, og ligesaa den næste; men paa den tredje Gaard maatte han i ethvert Fald lyse Drabet, hvis det ikke skulde betragtes som Mord. Han skulde sige sit rette Navn og opgive sit opholdssted den sidste Nat, med mindre han havde sit Hjem ganske nær ved Drabsstedet. De, for hvem Drabet var blevet lyst, havde da strax at frembære Beretningen paa det af den Dræbtes Eftermaalsmand tilstevnte Ørvarting eller i Kjøbstaden paa det første Møde[2].

  1. Dette Lovsted er vistnok af sednere Oprindelse og stammer aabenbart fra en kirkelig Kilde, maaske fra Kardinal Nikolaus eller Erkebiskop Eystein.
  2. G. L. 156: þat er nú enn, at menn hittast á úti at gatna móti, ok verðr annarr øðrum at bana; nú er sá mælandi munnr, er menn koma til hans, þá er sá bani, er hann segir søgn á hendr, nema vitnit mikla hjálpi hánum. Nú lýsir maðr vígi á hendi sér, þá eru