Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/71

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

for Sigtelsen, ligefuldt skal bøde fuld Ret til den sigtede, „hvis han ikke er lovlig søgsmaalsberettiget i Sagen“; heri kunde det synes indirekte at være tilkjendegivet, at Paatalen fra den kongelige Ombudsmands Side altid er berettiget, naar han fører lovligt Bevis for Bygderygtets Tilværelse. Men det er vistnok ikke Meningen paa dette Sted at afgjøre noget om, hvo der er berettiget til at rejse Sag, men kun at bestemme Anklagerens Ansvar lige over for den uskyldigt Sigtede; idet Virkningen af, at en ikke søgsmaalsberettiget Anklager fremtraadte, var den, at han, trods det beviste Rygte, maatte bøde den Beskyldte hans Ret, hvis denne fralagde sig Beskyldningen. I B. R. 25 siges det udtrykkelig at, hvis Nogen bliver overfalden (ef hánum er øfund veitt) i Kjøbstaden, og han ikke strax paataler det, da „har han forspildt (niðrdrepit) Kongens og Bymændenes Ret“, og det samme siges i Kap. 35 og 95, naar Nogen ikke paataler en ubeføjet Beskyldning for Tyveri. Disse Steder synes at maatte forstaaes efter Ordene saaledes, at den offentlige Bod er betinget af, at den Fornærmede paataler Sagen; mærkes maa det ogsaa, at Frostatingsloven og Bjarkøretten ikke sætter nogen Straf for ulovlig Forligelse. – M. L. IV. 23 gjentager Frostatingslovens Bestemmelse: at de kongelige Ombudsmænd ikke maa anklage Nogen, med mindre heimiliskviðar-vitni haves, og at den der fremfører ærekrænkende Beskyldninger mod Nogen, uden at være lovlig søgsmaalsberettiget i Sagen, selv om han har heimiliskviðar-vitni derfor, alene er befriet for 4-Marks-Boden til Kongen, men ligefuldt maa bøde den Fornærmedes Ret. Og at hermed alene er sigtet til Ansvaret for ubevislige Beskyldninger, og intet afgjort om Paatalens Berettigelse i og for sig, fremgaar klart nok af M. L. IV. 21[1],

  1. Sakar-áberi skal vera fyrir hverri søk; en eigi skal sóknari gefa søk á annars sœmdum eða fjár-hlutum, nema heimiliskviðar-vitni fylgi, ok þó því at eins, at lemstrar-sár verði eða þau ønnur, er konungdóminum heyrir til þvílík sekt eða þaðan af meiri. En þó at smæri sé, þegar sá gefr søk á, er mála-efni á, þó at hann sættist síðan eða gefi upp, þá á konungr rétt sinn, ok megu konungs sóknarar sœkja, þegar þeir vilja. En engan á konungr rétt á þeim, sem engan á sjálfr á ser.