Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/70

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Kongens Aarmand gjøre det[1]. Heraf følger ligefrem, at Kongens Ombudsmand maatte være berettiget til at optage og forfølge saaledes afgjorte Sager uanseet det mellem Parterne indgaaede Forlig; men deraf kan dog ikke uden videre sluttes, at den kongelige Ombudsmand ogsaa var berettiget til at paatale Forbrydelser, som den Fornærmede vilde lade ganske uænsede, og af de enkelte Antydninger, som Lovene herom indeholder, kan intet Sikkert udledes. Saaledes bestemmer paa den ene Side G. L. 216, at Kongen ingen Bøder tilkommer, hvis den Slagne ikke selv betragter Slaget som nogen Skade (gefst eigi sjálfr at granda)[2]. Ligesaa bestemmer F. L. IV. 18 og X. 41 udtrykkelig om nogle ringere Legemsfornærmelser, at Boden til Kongen bortfalder, hvis den Fornærmede ikke vil paatale Sagen. Men dette kan maaske ogsaa opfattes saaledes, at Undladelsen af Paatale her betragtes som Vidnesbyrd om, at Gjerningen i sig selv har manglet fornærmende Karakter, paa samme Maade som Ransboden for ikke at betale vitterlig Gjæld ifølge G. L. 35 bortfalder, hvis Fordringshaveren selv paastevner Fordringen til Tinge. For Kristendomsbrud bestemmer F. L. III. 24, J. K. R. 62 udtrykkelig, at, hvis den, som har forskyldt Fredløshed, forliger sig med Kirken, inden Dommen falder, kan Kongen intet kræve. – Paa den anden Side bestemmer F. L. V. 22 (Hkb. 37 og 38) jfr. B. R. 152: at „Ingen, hverken Aarmanden eller nogen Anden“, maa beskylde nogen Mand for en Forbrydelse (mæla við annann, at hann hefi þegit skøm á sér), med mindre han ved det saakaldte heimiliskviðar-vitni beviser, at der hersker et almindeligt Bygderygte om Gjerningen[3]; – og at Anklageren, hvis den Beskyldte frigjør sig

  1. Ef maðr festir útlegðar-eið ok gætir eigi sakar-áberi mánað þann sóknar sinnar, er næstr er eptir eiðstefnu-dag, þá hefir hann fyrirfarit sókn sinni ok eigi meira. En ármaðrinn sœki hinn fyrir eiðfallit, þegar hann verðr varr við, ok hefi sótt innan mánaðar sóknardaga, eða fallinn at sókn.
  2. Jfr. M. L. IV. 21 Slutn.
  3. Se og F. L. II. 46, III. 3 og 5, IV. 24; G. L. 28 (gl. L. II. S. 495) og 32; Sv. K. R. 98; B. K. R. 17, jfr. E. K. R. 41. – Se og E. Hertzberg, Proces S. 210 fgg.; R. Keysers Afhandl. II. 1. S. 379.